ANNONCE

PRM / 1100 bankansatte får ny overenskomst midt i corona-krisen

29. april 2020 17:56 | Af: Ritzau Info
 

HK Privat og Arbejdernes Landsbank er netop blevet enige om en overenskomst for 1100 medarbejdere, der sikrer de HK-ansatte en lønregulering på 4,2 % over tre år, en forhøjelse af den arbejdsgiverbetalte pension og en fastholdelse af de nuværende bonusordninger.

Pressemeddelelse fra HK Privat

Midt i en svær tid for både virksomheder og medarbejdere er HK Privat og Arbejdernes Landsbank blevet enige om en aftale, der dækker 1100 medarbejdere de kommende tre år, og som sikrer både lønregulering og en forhøjelse af den arbejdsgiverbetalte pension.

– Vi har haft nogle gode konstruktive forhandlinger med respekt for, at det var vigtigt at lande en aftale i en tid, hvor det kan være svært at forudse, hvordan situationen vil være de kommende år, siger Claus Olsen, faglig sekretær i HK Privat.

Ud over en regulering af lønnen på 4,2 % over tre år, så sikrer overenskomstaftalen også en lønpulje på 1,8 % til individuel løn, en forhøjelse af tillægget for weekendarbejde til 60 % af timelønnen og en regulering af overarbejdssatsen.

– Alt i alt har vi forhandlet en stigning i grundlønnen, som alle medlemmerne får gavn af, og jeg er også godt tilfreds med, at vi nu får nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på oprettelsen af en fritvalgskonto, siger Claus Olsen og tilføjer:

– Vi har også med aftalen sikret, at ‘trivsel’ bliver et særligt tema i arbejdsmiljøudvalget.

Ud over arbejdsgruppen, der skal se på oprettelse af en fritvalgskonto og den fremtidige lønstruktur, så nedsættes der også en arbejdsgruppe, der skal se på arbejdets tilrettelæggelse og den gensidige fleksibilitet ved jobløn.

Overenskomsten sendes nu til urafstemning blandt HK Privats medlemmer.

Kontakt:

For yderligere oplysninger kontakt Claus Olsen, faglig sekretær i HK Privat, på tlf. 22 92 09 65

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/1100-bankansatte-far-ny-overenskomst-midt-i-corona-krisen?releaseId=13592560

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu