PRM / 1,5 millioner reparationer senere: Største danske kapitalautokæde fylder 25 år

2. oktober 2018 08:00 | Af: Ritzau Info
 

Fra lille lokalt værksted til landets største kapitalkæde af rendyrkede autoværksteder. QuickPot, der i dag har 28 autoværksteder og 155 ansatte fordelt over hele landet, fejrer 25 års jubilæum.

Pressemeddelelse fra QuickPot A/S

Da Steen Haugaard Fransen åbnede det første QuickPot-værksted i Viborg i 1993, var de kun to mand til at klare opgaverne. I dag, et kvart århundrede senere, tæller medarbejderstaben 155 ansatte, og antallet af kunder på de 28 autoværksteder har rundet 1,5 millioner.

– Vi må have ramt et hul i markedet. Bare på åbningsdagen skiftede vi 35 udstødninger, og jeg kan huske, at det kom bag på mig, at interessen var så stor, fortæller Steen Haugaard Fransen, der inden opstarten i Viborg arbejdede på et aarhusiansk dæk- og udstødningscenter.

Det var her, han fik han lysten til at starte op selv.

– Jeg kan huske, at jeg stod på mit job og tænkte, at “det her kan jeg sgu gøre bedre selv”. Det kunne ikke passe, at priserne på dækskift skulle være så komplicerede og svære at gennemskue. Så det blev mit mål – at det skulle være mere enkelt at have bilen på værksted, siger Steen Haugaard Fransen.

Fra 15 til 60 på én nat

Allerede året efter åbningen af værkstedet i Viborg udvidede Steen Haugaard Fransen QuickPot-kæden med værksteder i Holstebro og Skive, og i 1997 kom også Herning på landkortet.

Det helt store spring kom dog i 2000, hvor Steen Haugaard Fransen opkøbte en konkurrerende kæde. QuickPot blev nu ikke bare ni værksteder rigere, men gik også fra udelukkende at skifte dæk og udstødninger til at være en full-service værkstedskæde.

– Det var virkelig specielt. Vi var jo den lille kæde med 15 medarbejdere, der opkøbte den store kæde, og vi gik fra 15 til 60 mand over en nat. Det var en kaotisk tid, for vores systemer var slet ikke gearet til den her forandring. Samtidig skulle jeg som leder også vænne mig til at have mine medarbejdere fordelt på 13 forskellige lokationer. Det var et udfordrende, men meget vigtigt spring, vi tog dengang, mener Steen Haugaard Fransen.

Skal kunne følge bilernes udvikling

Siden opkøbet i 2000 er antallet af værksteder mere end fordoblet, og medarbejderstaben har rundet 130 mekanikere og 25 lærlinge. Steen Haugaard Fransen er overbevist om, at den udvikling fortsætter de næste 25 år.

– Dygtige medarbejdere er nøglen for mig. QuickPot kan kun udvikle sig, hvis medarbejderne udvikler sig. Derfor har vi igangsat et stort efteruddannelsesprogram, hvor alle ansatte hvert år får opdateret deres viden og kompetencer. Bilindustrien er jo i konstant udvikling, og vores mekanikere skal kunne følge med – uanset hvordan bilen ser ud om 25 år.

Kontakt:

Steen Haugaard Fransen
Direktør, QuickPot
(+45) 21 61 35 22
sh@quickpot.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/15-millioner-reparationer-senere-storste-danske-kapitalautokaede-fylder-25-ar?releaseId=13561254

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu