PRM / 17 procent flere praktikpladsaftaler i byggeriet på kun et år

26. september 2018 10:26 | Af: Ritzau Info
 

På bare ét år er antallet af elever, der har fået en praktikplads som eksempelvis tømrer, maler eller brolægger steget med 17 procent. Dansk Byggeri venter, at den positive udvikling forsætter.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har travlt for tiden. Det har deres lærlinge også, og der bliver flere og flere af dem. Indtil videre er godt 14.000 elever i praktik i en bygge- og anlægsvirksomhed, viser de seneste praktikpladstal fra juli, som Undervisningsministeriet netop har offentliggjort.

– Det går godt med at indgå nye praktikpladsaftaler i byggeriet, og det er rigtig positivt. Det er nu, mens der for alvor er gang i branchen, at det gælder om at få uddannet så mange som muligt. Vi ved, at vi alene bygge- og anlægsvirksomhederne risikerer at komme til at mangle 17.000 faglærte om 10 år, hvis vi ikke får uddannet nogle flere, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Bygge- og anlæg er i forvejen en af de brancher, der opretter flest praktikpladser. Lige nu er 23 procent, altså næsten hver fjerde elev på erhvervsuddannelserne, i gang med en uddannelse i byggeriet. På landplan dækker bygge- og anlægsbranchen ellers kun syv procent af beskæftigelsen.

Færre i skolepraktik

Ser man på de elever, der er i praktik på et praktikcenter, går det også den rigtige vej. Mens flere elever lærer håndværket ude i virksomhederne som lærlinge, er andelen af elever i skolepraktik på bygge- og anlægsuddannelserne faldet med 21 procent siden sidste år.

– Vi glæder os over, at der er markant færre elever i skolepraktik. Og jeg er sikker på, at praktikcentrenes indsats her efter sommerferien nok skal bringe tallet yderligere ned, siger Louise Pihl.

Nogle fag skriger efter elever

Det er dog svært, at komme skolepraktikken helt til livs, fordi nogle specifikke fag er meget populære, mens andre har meget svært ved at tiltrække lærlinge. Det seneste år har snedkervirksomhederne for eksempel indgået 78 procent flere praktikpladsaftaler end året før. Mens der i samme periode er kommet godt 50 procent flere snedkerelever i skolepraktik.

– Nogle fag har med andre ord svært ved at følge med. Og det er et paradoks. For samtidig har andre fag som for eksempel struktør- og gulvlæggerfaget meget svært ved at skaffe lærlinge. Det bør de unge i højere grad også have inde i overvejelserne, når de vælger uddannelse, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

Samlet set er 11 procent af lærlingene på bygge- og anlægsuddannelserne i skolepraktik. På samme tidspunkt sidste år var det 14 procent.

Kontakt:

Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, lop@danskbyggeri.dk, telefon 25 66 63 12
Journalistpraktikant Caroline Schrøder, csc@danskbyggeri.dk, telefon 29 74 94 44

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/17-procent-flere-praktikpladsaftaler-i-byggeriet-pa-kun-et-ar?releaseId=13561209

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu