ANNONCE

PRM / 2021-festuge aflyst, men kulturen lever i Holstebro

13. november 2020 13:45 | Af: Ritzau Info
 

Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret og festuge-aktører vil i stedet forsøge at lave nogle af de planlagte aktiviteter som mindre, enkeltstående arrangementer

Pressemeddelelse fra Odin Teatret

Holstebro Festuge 2021 er blevet aflyst allerede nu på grund af den usikre situation med Covid-19 – også på lidt længere sigt.

Det har bestyrelsen for Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret besluttet i samråd med Kultur- og Fritidsudvalget i Holstebro Kommune.

Den 11. Holstebro Festuge “Generationer – transformationer” skulle have fundet sted i juni 2021. Men teatrets bestyrelse har med opbakning fra kommunen fundet det mest forsvarligt at aflyse nu fremfor at vente og måske bruge en masse kræfter og ressourcer til ingen nytte.

Stor entusiasme

Vurderingen er, at det er bedre og mest sikkert at skabe klarhed allerede nu. Derfor vil Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret sammen med Holstebro Kunstmuseum, Holstebro Musikskole, Balletskolen, Dansk Talentakademi, Nr. Vosborg, Operaen i Midten og Slagteriet foreslå, at nogle af de planlagte aktiviteter måske alligevel kan finde sted som mindre, enkeltstående arrangementer.

Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har oplevet meget stor entusiasme hos alle for at flytte planlagte festugeaktiviteter eller -arrangementer fra 2020 til 2021. Det bliver der snarest et møde om for alle interesserede.

Det er ansvarligt

– Vi anerkender fuldstændig den beslutning, bestyrelsen for Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har truffet. Det er både ansvarligt og fornuftigt i den usikre situation, som corona-pandemien har skabt. Ikke desto mindre har vore borgere brug for at få oplevelser. Derfor er det glædeligt, at Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret og festuge-aktører vil afsøge mulighederne for at lave nogle af de planlagte aktiviteter som mindre, enkeltstående arrangementer, siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal.

Den kommende teaterdirektør for Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret, Per Kap Bech

Jensen, siger i en kommentar:

– Holstebro Festuge involverer et stort antal mennesker. Både professionelle og frivillige, som gør en enorm indsats for at få noget op at stå til gavn og glæde både for byen selv og for de mennesker, som bor i den. At bygge sådant et engagement op, der skal til, for at dette kan lykkes, kræver virkelig sin mand og kvinde. Og så ville det jo simpelthen være alt for ubærligt og frustrerende, hvis det hele viser sig ikke at kunne blive til noget.

Flere oplysninger

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lene Dybdal, tlf. 2123 2336

Kommende teaterdirektør, Per Kap Bech Jensen, tlf. 5136 4770

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/2021-festuge-aflyst-men-kulturen-lever-i-holstebro?releaseId=13604274

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu