ANNONCE

PRM / 21-årig kvinde til Prinsesse Marie: “Det her projekt har reddet min søns liv”

28. februar 2020 10:51 | Af: Ritzau Info
 

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie sætter i denne uge fokus på klimaforandringer og verdens fattigste, når hun besøger Uganda med Folkekirkens Nødhjælp.

Pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp

Rejsens tredje dag fandt sted i Omugu i det nordlige Uganda, hvor 200.000 flygtninge fra Sydsudan bor side om side med lokalbefolkningen.

Uganda huser mere end 1,4 millioner flygtninge fra nabolande som Sydsudan, Congo og Burundi, og får ofte international anerkendelse for deres flygtningepolitik.

Det er det land i Afrika, hvor der bor flest flygtninge, men i stedet for at oprette flygtningelejre får familierne tildelt et stykke jord, hvor de har mulighed for at slå sig ned og starte en ny tilværelse.

Låner penge af hinanden

Dagens besøg var hos en gruppe lokale ugandiske bønder, der sammen med flygtningefamilier har startet et cooperativ, hvor de sammen kan få afsat deres afgrøder og har mulighed for at låne penge af hinanden.

Bønderne får støtte af projektet Fresh Fruit Nexus, hvor formålet er at skabe mere end 2000 nye jobs igennem bæredygtige værdikæder. Projektet er bygget op omkring et partnerskab mellem Folkekirkens Nødhjælp og virksomhederne Nordic Fruits og Biofresh, der støtter lokale småbønder og deres produktion, så de kan sælge til lokale markeder.

Projektets langsigtede formål er at sælge afgrøderne til forbrugere i Danmark og andre EU-lande.

Fik råd til medicin til dødssyg søn

Prinsessesen mødte blandt andet fire kvinder fra Sydsudan, der er flygtet med deres familier ind i Uganda. Det var tydeligt at mærke, at Prinsessen følte sig godt tilpas i kvindernes selskab, mens de gik rundt i marken og viste flere af afgrøderne frem – blandt andet ingefær, gurkemeje og søde kartofler.

En af kvinderne, 21-årige Beatrice, fortalte, at projektet har reddet hendes barns liv.

“Hvis jeg ikke havde fået mulighed for at låne penge, ville mit barn måske ikke have overlevet,” fortalte Beatrice.

Hendes 4-årige søn blev alvorligt syg af malaria, men fordi hun havde mulighed for at låne penge af de andre bønder, kunne hun købe den nødvendige medicin.

Sætter fokus Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling

Prinsesse Marie har været protektor for Folkekirkens Nødhjælp siden 2011. Rejsen til Uganda har blandt andet til formål at sætte fokus på Folkekirkens Nødhjælp landsindsamling, der afholdes den 8. marts, og hvor temaet for andet år i træk er ‘Klimahjælp til verdens fattigste’. Læs mere på www.blivindsamler.dk.

Læs hele programmet for Prinsesse Maries rejse på www.kongehuset.dk.

For yderligere information og for video- og billedmateriale fra rejsen:

Kontakt venligst journalister i Folkekirkens Nødhjælp Christina Pedersen (i Uganda lige nu), chpe@dca.dk, M: 28744669 eller Lasse Emil Kristiansen (i Danmark), lekr@dca.dk, M: 50604015

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/21-arig-kvinde-til-prinsesse-marie-det-her-projekt-har-reddet-min-sons-liv?releaseId=13589018

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu