ANNONCE

PRM / 3F formand glæder sig over jobeffekt i grøn skattereform

23. november 2020 10:05 | Af: Ritzau Info
 

Med et nyt udspil til en grøn skattereform tager regeringen første skridt til en omlægning af afgiftssystemet i Danmark, der bl.a. skal understøtte grøn omstilling af erhvervslivet. Forbundsformanden i 3F roser jobeffekten.

Pressemeddelelse fra 3F

Per Christensen hæfter sig bl.a. ved regeringens ambitionen om at sætte fart i den grønne omstilling og skabelsen af grønne job.

– Det er første udspil fra regeringens side, og det er en rigtig god begyndelse. Det er særdeles positivt, at regeringens skattereform kan være med til at øge aktiviteten og beskæftigelsen i dansk økonomi samtidig med, at vi får sat gang i nye investeringer, der på lidt længere sigt kan øge produktiviteten og føre os videre af den grønne vej, siger Per Christensen.

Ifølge regeringens udspil skønnes tiltagene samlet at styrke beskæftigelsen med omkring 2.500 personer i 2021 og knap 5.000 personer i 2022. Samtidig forventes den såkaldte fase 1 af regeringens grønne skattereform at afføde en CO2-reduktion på ca. 0,5 mio. tons CO2 i 2025.

– Det er afgørende at tage de nødvendige skridt nærmere det fælles mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Og det er vigtigt, at den grønne omstilling sker på en måde, så arbejdspladser og virksomheder bliver i landet, siger Per Christensen.

Ifølge ham illustrerer regeringens udspil til en grøn skattereform, at der ikke findes lette “snuptagsløsninger”, hvis man vil minimere såkaldt lækage, hvor virksomheder blot flytter til udlandet, hvor de fx kan fortsætte med at forurene.

– Det er kompliceret og skal virkelig gennemtænkes. Jeg ser mange gode takter i regeringens udspil, som netop handler om at sikre, at der er en balance i den grønne omstilling, siger Per Christensen.

Det gælder ikke mindst den sociale balance, lyder det. For det kan ikke undgås, at visse jobfunktioner og arbejdspladser bliver belastede, når virksomhederne skal omstilles.

Derfor skal dansk erhvervsliv, fagbevægelsen og Christiansborg sove med støvlerne på for at sikre rettidig omstilling af arbejdskraften, lyder det fra forbundsformanden:

– Det er ekstremt vigtigt fortsat at holde fokus på, hvordan vi – samtidig med den grønne omstilling – hjælper flest muligt danske lønmodtagere videre til nye grønne jobs ved hjælpe af uddannelse og opkvalificering.

Kontakt:

For yderligere information, kontakt 3F’s pressetelefon på 88 92 88 92.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-formand-glaeder-sig-over-jobeffekt-i-gron-skattereform?releaseId=13604895

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu