PRM / 3F: Ingen generel mangel på arbejdskraft

7. september 2018 10:23 | Af: Ritzau Info
 

Nye tal fra Danmarks Statistik afkræfter påstande om generel mangel på arbejdskraft

Pressemeddelelse fra 3F

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af ledige stillinger for andet kvartal i år fortsat ligger uændret på 1,9 procent – og dermed på samme niveau som andelen af ledige stillinger i den private sektor har været på siden slutningen af 2016.

– De tørre tal bekræfter, hvad vi i 3F har sagt igennem lang tid: Der er ikke generelt stigende mangel på arbejdskraft. Selv om det givet er blevet lidt sværere at rekruttere inden for bestemte fag, blandt andet i byggeriet, og geografiske områder, siger 3Fs forbundssekretær Søren Heisel.

– Vores a-kasse er mere end klar til dialog med de virksomheder, der reelt mangler nye medarbejdere inden for 3Fs jobkategorier. Vi har fortsat over 10.000 ledige medlemmer, der brænder for at komme i beskæftigelse på overenskomstvilkår, og er der behov for supplerende efteruddannelseskurser eller et uddannelsesløft til faglært skal der kunne findes en løsning i dialog med det lokale jobcenter, siger Søren Heisel.

Danmarks Statistiks opgørelse over antallet af ledige stillinger i den private sektor har ligget stabilt det seneste år. Tallene bekræfter således også den seneste rekrutteringsanalyse fra den statslige styrelse STAR, hvor det fremgår, at en overskuelig andel – 1,6 procent – af virksomhederne har opgivet ordrer eller aktivitet pga. forgæves rekruttering af arbejdskraft.

– Der altså intet i de konkrete og uafhængige fakta, der tyder på en generelt stigende og udbredt mangel på arbejdskraft. Manglen trives bedst i overskrifterne, når journalisterne ærbødigt holder mikrofonen for lobbyister, der ønsker billig arbejdskraft til Danmark fra lande uden for EU.

– I takt med, at beskæftigelsen stiger, er det glædeligt, at bl.a. 3Fs jobformidling og virksomhedernes rekruttering ser ud til at give et bedre match på arbejdsmarkedet, siger Søren Heisel.

Kontakt:

For yderligere kommentarer kontakt 3Fs pressetelefon på 8892 8892

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/3f-ingen-generel-mangel-pa-arbejdskraft?releaseId=13495689

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu