ANNONCE

PRM / 50 millioner kroner til vækst og udvikling i Østdanmark

23. juni 2020 12:44 | Af: Ritzau Info
 

Energi- og fibernetkoncernen SEAS-NVE og Sparekassen Sjælland-Fyn skyder hver 25 millioner kroner i et fælles investeringsselskab, der skal understøtte vækst og udvikling i Østdanmark med særligt fokus på Region Sjælland.

Pressemeddelelse fra SEAS-NVE

Et nyt investeringsselskab ser nu dagens lys. Impagt Invest Sjælland skal stimulere og hjælpe østdanske virksomheder og iværksættere med at realisere deres potentiale og vækstmuligheder. Med navnet ønsker de to ejere at signalere, at der er indgået en pagt, samt at investeringerne skal have gennemslagskraft og gøre en forskel.

Bæredygtige løsninger i fokus

Det er især virksomheder, der arbejder med bæredygtige løsninger inden for industri, miljø, energi og fødevarer, der er i fokus.

Ambitionen er at finde mulige vækstvirksomheder på et tidspunkt i deres udvikling, hvor de på den ene side har bevist deres forretningsmodel med et nationalt eller internationalt markedspotentiale, og på den anden side har brug for midler til at understøtte den videre vækst. Her tilbyder det nye investeringsselskab tålmodige og langsigtede investeringer, fortæller administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lars Petersson:

“Vi har allesammen brug for langsigtet vækst og arbejdspladser for at sikre den regionale udvikling. Som en lokal forankret bank har vi et medansvar for, at det sker, så regionen bliver endnu mere attraktiv for både virksomheder, tilflyttere og dem, der allerede bor her”.

Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE, supplerer:

“Som andelsselskab har vi en særlig forpligtelse til at skabe værdi for andelshaverne og samfundet i øvrigt. Derfor er vores investering ikke bare en investering i en forretning, men i hele regionen”, fastslår han og tilføjer:

“Vi har screenet potentielle muligheder for investeringer i et stykke tid, og jeg forventer, at de første aftaler bliver etableret allerede i år”.

De gevinster, investeringerne kaster af sig, vil som udgangspunkt blive investeret igen i andre virksomheder.

Vitaminer til sunde virksomheder

Impagt Invest Sjælland vil have et særligt godt øje på virksomheder, der arbejder med bæredygtighed og som er et sted i deres udviklingspotentiale, hvor der er en stabil drift og et solidt fundament at vokse fra:

“Vores fokus er at hjælpe med at gøre sunde virksomheder større. Der er der, vi kan gøre en forskel”, konstaterer Lars Petersson.

Investerings- og udviklingsselskabet Spring Nordic bliver sekretariat for Impagt Invest Sjælland. Selskabet har siden 1988 investeret og formidlet investeringer på i alt mere end to milliarder kroner.

Kontakt:

Sparekassen Sjælland-Fyn, pressekontakt: Morten Jeppesen 53 85 07 70

SEAS-NVE, pressekontakt: Morten Kidal 21 70 37 99

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/50-millioner-kroner-til-vaekst-og-udvikling-i-ostdanmark?releaseId=13595826

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu