PRM / 500 danskere med minoritets-baggrund vil høre om kræft i Taastrup

2. oktober 2018 14:42 | Af: Ritzau Info
 

Med musik af Waqas (Outlandish) og deltagelse af blandt andet imam Naveed Baig, brobygger Özlem Cekic og mange flere sætter Kræftens Bekæmpelse fokus på kræft i samarbejde med journalist Rushy Rashid og Dansk Pakistansk Råd (DPAC)

Det sker 13. oktober 2018 i Royal Taj Mahal, Rugkærgårdsvej 60, 2630 Taastrup og allerede nu er der 500 tilmeldte.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse vil gerne nå hele befolkningen med budskaber om kræft, men undersøgelser viser, at der er nogle grupper danskere, der er sværere at nå. Det er mænd, socialt sårbare kræftpatienter og danskere med minoritetsbaggrund.

Alle danskere skal kende os

Kræftens Bekæmpelse har årligt cirka 100.000 kontakter med kræftpatienter og pårørende i landets kræftrådgivninger og på Kræftlinjen – men kun ganske få er fra danskere med minoritetsbaggrund – og det er Laila Walther, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte, Kræftens Bekæmpelse, ikke tilfreds med:

– Det er vigtigt for mig, at alle danskere uanset kulturel baggrund, sprog og fødested kender til vores gratis tilbud om støtte og rådgivning. Derfor vil vi gerne gøre noget ekstra. At komme gennem et kræftforløb er meget hårdt, og det er en hjertesag for mig, at ingen skal stå alene med kræft, siger Laila Walther.

Det er livsvigtig viden om kræft

Allerede nu er der tilmeldt 500 danskere af pakistansk oprindelse for at få indblik i forebyggelse af kræft, kræftsygdommene og patientstøttemuligheder:

– Der er kæmpe interesse – og det gør mig glad. Det er livsvigtig viden om kræft, vi formidler på dagen, og det er samtidig en kæmpe ære at stå sammen med Rushy Rashid og Kræftens Bekæmpelse om indsatsen. Vi kan virkelig støtte op om, at ingen skal stå alene med kræft, fastslår Anser Hussain, formanden for Dansk Pakistansk Råd (DPAC).

Dagen er spækket med oplæg og fortællinger om kræft.

Blandt andet fortæller imam Naveed Baig om dengang hans mor fik kræft – og Özlem Cekic sætter ord på, hvor hårdt det var som pårørende at komme gennem sin mors kræftforløb.

Jeg blev ramt af frygt for at dø fra min familie

En af drivkræfterne bag initiativet er journalist Rushy Rashid, der har også selv været berørt af kræft:

– Uvisheden og frygten for at dø fra min familie var det første, der ramte mig, da jeg havde en mistanke om kræft. Selvom det ikke var svært for mig at række ud og bede om hjælp fra mit netværk og fra Kræftens Bekæmpelse, så ved jeg, at mange danskere med minoritetsbaggrund ikke kender til mulighederne. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, siger journalist Rushy Rashid.

Kontakt:

Kontakt for pressen (+ adgangsbilletter):
Didder Oppermann på 21151331 – eller biropp@cancer.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/500-danskere-med-minoritets-baggrund-vil-hore-om-kraeft-i-taastrup?releaseId=13561550

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu