ANNONCE
Pressemeddelelse fra Kystdirektoratet
Kystdirektoratets samarbejdspartner går nu i gang med at sandfodre ved Lønstrup. Det foregår med lastbil, og der køres ca. 21.000 tons svarende til ca. 12.000 m³ sand til Lønstrup. Det svarer til 550 læs med lastbilerne. Sandet bliver gravet op i Hirtshals fra den 5. maj og selve sandfodringen i Lønstrup starter mandag den 11. maj. Arbejdet skal være afsluttet inden 19. juni, så badegæsterne generes mindst muligt.
– Vi er meget tilfredse med, at vores samarbejdspartner nu går i gang med sandfodringen ved Lønstrup, så vi kan få sikret kysten med sand, og borgerne kan sove roligt om natten, siger områdechef Niels Kristian Kvistgaard fra Kystdirektoratet.
Ud for Lønstrup tager havet i gennemsnit en til halvanden meter af kysten hvert år. Efter fælles aftale med Hjørring Kommune har der derfor været sandfodret på strækningen med jævne mellemrum siden 1984. Det har sikret, at kyststrækningen er i god stand.
– Kysten ud for Lønstrup er generelt i god stand. Sandfodringen er dog nødvendigt for forsat at opretholde det niveau for beskyttelse, som ligger i fællesaftalen med Hjørring Kommune, slutter Niels Kristian Kvistgaard.
Kontakt:
Områdechef i Kystdirektoratet, Niels Kristian Kvistgaard, 91 35 74 38, nkk@kyst.dk
Pressemedarbejder i Naturstyrelsen/Kystdirektoratet, Christian Lietzen, 24 95 36 49, chlie@nst.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/550-vognlaes-sand-til-lonstrup?releaseId=13592864
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **
ANNONCE