ANNONCE

PRM / 8 ud af 10 oplever, at forældre deler billeder af dem på sociale medier uden at spørge om lov

17. juni 2020 17:30 | Af: Ritzau Info
 

Mange synes, det er irriterende, respektløst og flovt, viser en spørgeundersøgelse på BørneTelefonens hjemmeside. Ny oplysningskampagne fra Børns Vilkår og TDC skal få flere forældre til at tage deres børn med på råd, inden de deler billeder af dem.

Pressemeddelelse fra Børns Vilkår

Når nutidens børn og unge bliver voksne, vil deres barndom være dokumenteret i tusindvis af billeder og videoer, der ligger online. Deres forældre er nemlig storforbrugere af sociale medier som Facebook og Instagram, og ofte er det billeder af børnene, der lægges op.

Men det er langt fra alle, der har det godt med at lægge ansigt til likes og kommentarer. I en ny undersøgelse, som Børns Vilkår har lavet blandt 1.090 respondenter på BørneTelefonens hjemmeside, svarer 8 ud af 10 ja til, at deres forældre lægger billeder op af dem uden at spørge om lov. En tredjedel af disse siger, at de bliver irriterede og/eller flove over delingen, og 28 procent svarer, at de ikke føler sig respekteret. Kun fire procent svarer, at de er ligeglade med billeddelingen.

“Hver gang vi som forældre deler billeder og videoer af vores børn, bidrager vi til den online dataindsamling, der er omkring børnene. Spørg derfor dit barn om lov, før du deler billeder, og overvej, om billederne er nogle, dit barn kan tåle at have liggende online, også som voksen. Særligt de mindste børn er ikke i en position til selv at kunne overskue dette, så her har vi som voksne et kæmpe ansvar,” siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind.

Gemmer sig bag masker for at være beskyttet af ophavsretsloven
For at hjælpe forældre med at finde en balance i billeddelingen, som børnene kan være med på, lancerer Børns Vilkår i samarbejde med TDC nu oplysningskampagnen ‘Kunsten at dele’. Kampagnen omfatter blandt andet en kort film produceret af Worth Your While til diverse sociale medier, hvor fire børn bærer masker, som er skabt af kunstneren Jakob Steen.

Maskerne er skabt for at børnene kan “gemme sig” bag dem, hvis forældrene skulle have svært ved at huske at spørge om lov til at dele billeder. Således er børnene beskyttet af ophavsretsloven.

“Som led i udviklingen af nye digitale medier, opstår der også nye gråzoner. Som førende leverandør af digitale forbindelser vil vi i TDC gerne tage et medansvar for de udfordringer, som opstår, i takt med digitaliseringen. Når det kommer til billeddeling, tror vi på en stærk og åben dialog mellem børn og forældre – og den dialog vil vi gerne være med til at understøtte med denne kampagne,” siger Emilie Wedell-Wedellsborg, Head of Sustainability hos TDC Group.

Fakta om undersøgelsen
I maj 2020 deltog 1.090 besøgende på BørneTelefonen.dk i en spørgeundersøgelse, hvor de svarede på, om de har oplevet, at deres forældre har delt billeder af dem på sociale medier uden at spørge om lov, og hvordan det fik dem til at føle. Gennemsnitsalderen for brugerne på BørneTelefonens hjemmeside er 15 år.

Svarene viser, at:

– I alt 80 procent af respondenterne svarer ‘ja’ til, at deres forældre ofte, en gang imellem eller en sjælden gang imellem deler billeder af dem på sociale medier uden at spørge om lov. Lidt mere end 17 procent svarer, at det aldrig sker, mens knap 3 procent har svaret ‘ved ikke’.

– 13 procent af dem, der svarer ja, er glade for, at deres forældre har lyst til at dele billeder af dem. 44 procent synes, det er flovt og pinligt, 37 procent bliver irriterede, mens 28 procent ikke føler sig respekteret, når det sker. 9 procent siger, billeddelingen gør dem kede af det, og kun 4 procent siger, de er ligeglade.

Kontakt:

Pressetelefon tlf.: 20204459

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/8-ud-af-10-oplever-at-foraeldre-deler-billeder-af-dem-pa-sociale-medier-uden-at-sporge-om-lov?releaseId=13594999

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu