PRM / A.S. Byatt hædres på SDU som årets modtager af H. C. Andersen Litteraturprisen

26. oktober 2018 13:03 | Af: Ritzau Info
 

Den anerkendte britiske forfatter og poet Dame Antonia Susan Byatt er årets modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen. Desværre er den 81-årige forfatter for syg til at rejse til Odense og modtage sin pris. Hun hædres dog fortsat med bl.a. foredrag og oplæsning på SDU i Odense 29. oktober.

Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

A.S. Byatt tildeles i år den internationale H.C. Andersen Litteraturprisen 2018 for sit forfattermæssige slægtskab med H.C. Andersen, og det markeres både 28. og 29. oktober i Odense. Den anerkendte britiske forfatter har igennem årtier begejstret læsere over hele verden med sin kombination af realisme og fantasi, og hun er særligt kendt for sin prisvindende og filmatiserede roman Besættelse.

Fejringen af den sjette vinder af H.C. Andersen Litteraturprisen bliver dog lidt anderledes i år, da den 81-årige forfatters helbred desværre ikke er godt nok til, at hun kan rejse til Odense for at modtage sin pris.

På SDU hædres A.S. Byatt og hendes bånd til både H.C. Andersen og universitetet under alle omstændigheder med et festligt arrangement mandag 29. oktober, hvor bl.a. skuespiller Ellen Hillingsø læser op af både A.S. Byatts og H.C. Andersens værker og professor Anne-Marie Mai og lektor Søren Frank præsenterer forskellige sider af Byatts forfatterskab.

Der er stadig ledige billetter til arrangementet på SDU i Odense, så der er mulighed for at møde op på SDU 29. oktober og opleve oplæsning og foredrag om A.S. Byatt og hendes relation til H.C. Andersen. Det er gratis at deltage.

Rammer H.C. Andersen rent

Og der er rigtig god grund til at hædre A.S. Byatt som årets modtager af H. C. Andersen Litteraturprisen forklarer litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra SDU, der også er medlem af priskomiteen:

– A.S. Byatt er den af prismodtagerne gennem tiden, der er tættest på H.C. Andersen både i forhold til tematikker og inspiration, ligesom hendes romaner fra Viktoriatidens England vækker Andersens samtid og univers til live på en ny måde for os danskere. Samtidig forholder hun sig også kritisk til H.C. Andersen og har fortolket hans Snedronningen i en anderledes retning, forklarer Anne-Marie Mai.

At hædre A.S. Byatt på SDU passer også godt ind i den historie, der allerede er mellem Byatt, H.C. Andersen og universitetet. Den britiske forfatter har nemlig været på SDU før, da hun tilbage i 2005 gæstede universitetet i Odense for at holde den prestigefyldte Hans Christian Andersen Academy Annual Lecture. Og den britiske forfatter er bogstavelig talt indgraveret i SDU’s historie med citatet “Everything is surprising, rightly seen”, der optræder på Jørn Larsens søjle ved universitetets hovedindgang.

SDU’s fejring af A.S. Byatt som årets modtager af H.C. Andersen Litteraturprisen foregår mandag 29. oktober kl. 13.00-14.30 på SDU i Odense.

Om H.C. Andersen Litteraturprisen

Prisen blev uddelt for første gang i år 2007 til den brasilianske forfatter Paulo Coelho. På daværende tidspunkt havde den endnu ikke sit navn, men var en særlig ærespris. Dette førte til etableringen af H. C. Andersen Litteraturprisen, som for første gang i dette navn blev overrakt til J.K. Rowling i 2010. Siden da er prisen blevet uddelt hvert andet år – i 2012 til Isabel Allende, i 2014 til Sir Salman Rushdie og i 2016 til Haruki Murakami og altså nu til A.S. Byatt.

Komitéen består af:

  • Jens Olesen, formand
  • Anne-Marie Mai, næstformand
  • Claus Houden, bestyrelsesmedlem
  • Michael Møller Nielsen, bestyrelsesmedlem
  • Ellen Hillingsø, bestyrelsesmedlem
  • Mette Wester-gaard, bestyrelsessekretær

Komitéen bag H.C. Andersen Litteraturprisen samarbejder med SDU, hvor et Advisory Board indstiller kandidater til prisen.

Læs mere om prisen på http://andersen-award.com/dk/

OBS:

Fotokreditering: Michael Trevilion

Kontakt:

Yderligere oplysninger fås hos:

Professor i Litteraturvidenskab Anne-Marie Mai:
Mail: ammai@sdu.dk Telefon: 65504505

Kommunikationsmedarbejder Susan Grønbech Kongpetsak
Mail: suko@sdu.dk Telefon: 65 50 91 37 Mobil: 93 50 72 52

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/as-byatt-haedres-pa-sdu-som-arets-modtager-af-h-c-andersen-litteraturprisen?releaseId=13563050

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu