PRM / Aarhus Universitet åbner nye ingeniøruddannelser i Herning

8. oktober 2018 19:00 | Af: Ritzau Info
 

Som en del af en større satsning åbner Aarhus Universitet to nye ingeniøruddannelser i Herning med studiestart allerede til sommer 2019.

Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Science and Technology

To nye diplomingeniøruddannelser i henholdsvis elektrisk energiteknologi og maskinteknik er netop blevet godkendt af Danmarks Akkrediteringsinstitution til at åbne i Herning allerede til sommer.

Begge uddannelser hører under Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og placeres på Campus Herning, som i forvejen huser fire diplomingeniøruddannelser og en civilingeniøroverbygning (kandidat).

“Vi har en klar ambition om at styrke uddannelsesudbuddet uden for Østjylland markant. Vi er i tæt dialog med det lokale erhvervsliv, og vores udvidelse i Herning skal være med til at sikre et tilstrækkeligt stort og velkvalificeret udbud af ingeniører i Vestdanmark. Vi ved, at vores dimittender bidrager signifikant til jobskabelse og vækst i produktivitet, og dette er derfor en god nyhed ikke bare for Herning, men for hele landet,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Der er plads til 30 studerende på hver af uddannelserne, som åbner for ansøgere d. 1. februar 2019.

Kan regionalisering af uddannelser få flere til at læse til ingeniør?
LÆS ARTIKLEN om Jacob Bechmann Pedersen fra landsbyen Uhre, der nu læser til elektronikingeniør i Herning

Fokus på bæredygtighed i uddannelser

De to nye uddannelser får et særligt fokus på bæredygtighed, og de studerende skal specialisere sig i at arbejde med teknologier, der er centrale for at løse nogle af samfundets store udfordringer omkring grøn energi og smart produktion.

“Som universitet kan vi få væsentlig indflydelse på de kommende års transformation af samfundet ved at uddanne ingeniører, som kan sætte bæredygtig vækst, intelligent produktion og energiforsyning højt på dagsordenen,” siger Conni Simonsen.

Manglen på ingeniører i Vestdanmark vil i de kommende år vokse markant, og diplomingeniører fra Aarhus Universitet har i dag en ledighed på under to procent.

Nyt Engineering Hub på tegnebrættet

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet planlægger i forbindelse med udvidelsen i Herning at åbne et såkaldt Engineering Hub. Her er det tanken, at virksomheder, forskere og studerende skal arbejde tæt sammen omkring udvikling af ny teknologi.

“Vi bygger virksomhedssamarbejde ind i vores diplomingeniøruddannelser allerede på første semester. På den måde får de studerende et førstehåndskendskab til erhvervslivets innovationsbehov, og virksomhederne får adgang til ny viden,” siger Conni Simonsen.

Det nye Engineering Hub bliver etableret inden 2020 med et særligt fokus på digitalisering af industriel produktion.

Anders Frederiksen er institutleder for Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus BSS, der er lokaliseret ved universitetets campus i Herning. Han glæder sig til at udvide samarbejdet med Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og styrke det ingeniørfaglige studiemiljø i byen.

“Det giver nogle interessante muligheder for at skabe synergieffekter mellem de forretningsorienterede og de tekniske ingeniøruddannelser, som kan komme de studerende til gavn. Vi har vi en lang tradition for tæt samarbejde med det omgivende erhvervsliv, og med de nye ingeniøruddannelser inden for maskinteknik og energiteknologi kan vi henvende os relevant til flere virksomheder i nye brancher,” siger han.

Glad borgmester

Borgmesteren i Herning, Lars Krarup (V) er glad for nyheden om universitetets nye uddannelsestilbud i byen.

“Det er et stort plus for vores kommune og egn, at vi får flere studerende, og det er et stort plus for vores virksomheder, at vi kan løfte uddannelsessammensætningen i landsdelen med flere ingeniører,” siger han.

YDERLIGERE INFORMATION

Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet

Anders Frederiksen, institutleder, Institut for Forretningsudvikling, Aarhus Universitet (AU Herning)

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aarhus-universitet-abner-nye-ingenioruddannelser-i-herning?releaseId=13561967

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu