ANNONCE

PRM / Ændrede rejsevejledninger pr. 8. oktober 2020

8. oktober 2020 16:08 | Af: Ritzau Info
 

Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og UK på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

I denne uge tilføjes Sverige (32,4) til listen over lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes på grund af et for højt antal smittede på baggrund af tallene fra SSI. San Marino fjernes fra listen og ændres til gul (vær ekstra forsigtig) på grund af et lavt smittetal.

Inden for EU/Schengenlandene og UK fraråder Udenrigsministeriet således alle ikke-nødvendige rejser (orange) til Andorra, Belgien, Frankrig, Irland, Island, Kroatien, Luxembourg, Malta, Monaco, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovenien, Slovakiet, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Ungarn og Østrig på grund af smittetallene.

For Sverige aktiverer vi nu den nordiske mekanisme, hvor vi overgår til en regional model, så regioner i Sverige med smittetal under 30 fortsat holdes åbne (gul). Øresundsregionen med Skåne vil fortsat være åben, ligesom bl.a. Västa Götaland med Göteborg vil være det. En samlet oversigt over åbne og lukkede regioner i Sverige kan ses i rejsevejledningen for Sverige.

Vi fraråder ikke ophold på egen ødegård eller lignende, selvom øvrige ikke-nødvendige rejser fortsat måtte frarådes til den pågældende region. Hvis man tager ophold på egen ødegård eller lignende er man heller ikke omfattet af opfordringen til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for selvisolation i 14 dage efter hjemrejse.

Det er muligt at rejse i transit i et land, f.eks. Sverige, selvom vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til flere regioner grundet høje smittetal. Ved transit opfordres der ikke til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst til Danmark. Det gælder dog kun, hvis der ikke overnattes i en orange region. Rejsende i transit gennem en orange region, og som eksempelvis skifter transportmiddel, opfordres til at være ekstra opmærksomme på at minimere risikoen for at blive smittet og følge rejserådene i en tid med COVID-19.

Som følge af andre landes indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark, frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Estland, Finland, Letland og Litauen. Derudover frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Belgien, Irland, Island, Nederlandene, Rumænien, Schweiz, Storbritannien og Ungarn på grund af både et for højt smittetal og indrejserestriktioner over for rejsende fra Danmark.

For så vidt angår indrejse i Danmark anses Sverige ikke længere som helhed som et “åbent land”, men overgår til en regional ordning, hvor regioner med et smittetal under 30 anses som “åbne” regioner. Dette gælder både for rejser til og fra regionerne. Selvom regionerne Halland og Blekinge har smittetal over 30 vil personer med bopæl i Halland eller Blekinge fortsat kunne indrejse i Danmark enten med et anerkendelsesværdigt formål eller ved at fremvise en negativ COVID-19-test ved indrejse, da der i modellen gøres en særlig undtagelse for grænseregioner i Sverige. Læs om indrejsereglerne hos Rigspolitiet.

Sammenfattende vil det fra den 10. oktober 2020 kl. 00.00 kræve et anerkendelsesværdigt formål at indrejse i Danmark for personer med bopæl i visse regioner i Sverige, ligesom det er tilfældet for Andorra, Belgien, Frankrig, Irland, Island, Kroatien, Luxembourg, Malta, Monaco, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Ungarn og Østrig. Som følge af det lave smittetal anses San Marino fra lørdag den 10. oktober 2020 kl. 00.00 derimod ikke længere som et “karantæneland”.

Ifølge modellen for rejsevejledninger for EU- og Schengenlande opfordres rejsende til at lade sig teste efter hjemkomst fra rejser til en region, hvor smittetallet stiger til 50 eller flere nye smittede per 100.000 indbyggere per uge. Det omfatter i denne uge en region i Grækenland (de nordlige ægæiske øer, bl.a. Lesbos, Samos og Chios), en region i Estland (Ida-Viru Maakond) en region i Polen (Pomeranian), en region i Bulgarien (Blagoevgrad) samt en region i Litauen (Šiaulių Apskritis)

Alle Udenrigsministeriets rejsevejledninger kan findes på um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aendrede-rejsevejledninger-pr-8-oktober-2020?releaseId=13601777

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu