PRM / Ansvarlig værdiskabelse står højt på listen hos Sampension

30. april 2018 08:26 | Af: Ritzau Info
 

Klimamål, skattetransparens og aktivt ejerskab står på Sampensions liste over, hvordan man investerer ansvarligt. Første ESG-rapport fra pensionsselskabet er netop sendt på gaden

Pressemeddelelse fra Sampension

Sampension har sendt sin første rapport om ansvarlig værdiskabelse på gaden. ESG-rapporten (Environmental, Social and Governance) fortæller om de aktuelle temaer på området og om, hvordan Sampension arbejder med ansvarlige investeringer.

“Et af de helt store emner i vores arbejde med ansvarlighed er klimaet. I begyndelsen af 2017 indarbejdede vi klimamålene fra COP21-topmødet i Paris i vores investeringsportefølje, og vi undersøger nu, hvordan de selskaber, vi invester i, samlet set påvirker klimaet,” siger Hasse Jørgensen, administrerende direktør i Sampension.

Siden 2010 har klima været en eksplicit del af Sampensions ansvarlige investeringspolitik, og klimaforandringer er det emne, Sampension oftest er i kritisk dialog om med de virksomheder, pensionsselskabet har investeret i. Hvis Sampension vurderer, at kritisk dialog ikke fører til ændringer, kan selskabet blive ekskluderet fra Sampensions investeringsunivers, og aktierne blive solgt.

Skattetransparens hos multinationale selskaber og håndtering af investeringer i besatte områder er blandt de andre områder, hvor Sampension har gjort en stor indsats på ESG-området det seneste år.

Arbejdet med ansvarlig værdiskabelse er ikke nyt for Sampension. Indsatsen startede 1990’erne, først med Burma-boykot, efterfølgende med eksklusion af det franske olieselskab Total i 1996, og i 1998 formulerede Sampension sin første politik for ansvarlige investeringer.

“I Sampension vil vi skabe værdi på ansvarlig vis. Det er forudsætningen for at kunne skabe et langsigtet højt afkast. Derfor ønsker vi som investor at gøre vores indflydelse gældende via et aktivt ejerskab. Vi finder det indlysende, at aktivt ejerskab har en større og mere positiv effekt på omverden, end hvis man blot ekskluderer bestemte selskaber uden dialog. Vi arbejder kontinuerligt på at integrere ansvarlighed i de virksomheder, vi investerer pensionsopsparernes penge og selskabets egenkapital i. Det har altid været det vigtigste for os. Også vigtigere end at kommunikere om det,” siger Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.

Sampensions arbejde med ansvarlige investeringer kan følges på hjemmesiderne sampension.dk, arkitektpension.dk og pjdpension.dk. ESG-rapporten kan læses her: http://www.e-pages.dk/sampension/30/html5/

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ansvarlig-vaerdiskabelse-star-hojt-pa-listen-hos-sampension?releaseId=12737703

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu