ANNONCE

PRM / Arnes pension koster arbejdspladser og investeringer i ejendomsbranchen

10. oktober 2020 06:54 | Af: Ritzau Info
 

Aftale om ret til tidlig pension er faldet på plads. Finansieringen hentes blandt andet i en ny skat rettet mod ejendomsbranchen, men den går ud over mulighederne for at investere og renovere, påpeger EjendomDanmark.

Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

Aftalen om tidlig pension finansieres blandt andet med en helt ny lagerskat på ejendomme. Skatten vil betyde tab af arbejdspladser, færre nye boliginvesteringer og tage kapital fra klimarenoveringer, påpeger EjendomDanmark.

“Lagerskatten er et stød for ejendomsbranchen, der vil få konsekvenser for hele samfundet. Vi mangler for eksempel boliger i de store byer, men regeringens nye skat vil tage farten ud af både nybyggeri og renoveringer,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i EjendomDanmark.

Ifølge aftalen skal ejendomsbranchen bidrage med 850 millioner til den tidlige pension, og hertil kommer nye administrative ekstraomkostninger.

Beregninger fra EjendomDanmark viser desuden, at skatten årligt vil koste 5,6 mia. kr. i færre investeringer samt 9000 arbejdspladser. Dertil kommer et tocifret milliardbeløb i værditab. Baggrunden for konsekvenserne er, at lagerskatten beskatter løbende værdistigninger, som skal tages fra et sted, og det bliver typisk driften.

“Branchen vil gerne sætte turbo på klimarenoveringerne, men den nye skat betyder, at vi kommer til at mangle kapital til den grønne omstilling. Det er samtidigt virkeligt ærgerligt, at regeringen insisterer på en ny skat, der vil koste arbejdspladser, når samfundet skriger på det modsatte,” siger Jannick Nytoft.

Store ekstraomkostninger

Administrationen af en ny skat i en tid uden fungerende ejendomsvurderinger kommer også til at koste både medarbejder- og økonomiske ressourcer. Det skyldes, at ejerne hvert år skal vurdere en ejendoms værdi – uanset om ejendommen er solgt eller ej.

“Skatten i sig selv er en tung byrde, men med de mange ekstra omkostninger tynger det endnu mere. Og jo mindre en virksomhed er, des sværere vil det være at skaffe den løbende kapital,” siger Jannick Nytoft, der appellerer til regeringen om at finde en løsning, der bliver lettere at administrere for ejendomsbranchen.

Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Kontakt:

Adm. direktør Jannick Nytoft tlf.: 27112073 email: jny@ejd.dk

Pressekonsulent Cecilie Lund Vinther tlf.: 21404675 email: clv@ejd.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arnes-pension-koster-arbejdspladser-og-investeringer-i-ejendomsbranchen?releaseId=13601812

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu