PRM / Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og Danske Handicaporganisationer besøger IKEA

11. april 2018 16:37 | Af: Ritzau Info
 

Beskæftigelsesministeren besøger sammen med Danske Handicaporganisationer IKEA i Høje Taastrup som optakt til handicapudspil.

Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet

Flere mennesker med et handicap skal i arbejde. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen besøger torsdag IKEA i Høje Taastrup sammen med Danske Handicaporganisationer for at høre om, hvordan det kan lade sig gøre.

IKEA har i samarbejde med Høje Taastrup Kommune og Danske Handicaporganisationer haft succes med at beskæftige mennesker et med handicap og vil under besøget fortælle om deres erfaringer og gode resultater.

Besøget finder sted som et led i regeringens arbejde med at indsamle input fra borgere, virksomheder og organisationerne til, hvordan flere mennesker med handicap kan komme i job. Arbejdet skal senere på året munde ud i et udspil til en beskæftigelsesstrategi for mennesker med handicap.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Mennesker med handicap har værdifulde ressourcer, som de både kan og vil bidrage med på arbejdsmarkedet, og virksomheder i hele landet har netop nu hårdt brug for arbejdskraft. Vi har altså en unik mulighed for at få flere med et handicap ind på arbejdsmarkedet. Det handler blandt andet om, at virksomheder bliver bedre til at se muligheder i stedet for begrænsninger, og at jobcentrene i højere grad tror på, at job er en reel mulighed for mange flere. Jeg hæfter mig ved, at der i IKEA og Høje Taastrup Kommune er en stor vilje til at få flere mennesker med et handicap i job. Den slags succeser kan vi alle lære af.

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, siger:

– Mennesker med handicap vil også med i jobfesten. I dag er det sværere at komme i job, når man har et handicap. Det må vi ændre, så opsvinget ikke suser udenom mennesker med handicap. Derfor har jeg også set frem til besøget ved IKEA. Mennesker med handicap vil bidrage med det, de kan. Det kræver en særlig indsats. Jeg tror blandt andet, at vi skal blive bedre til at investere i det enkelte menneskes kompetencer og udbrede viden om handicap på arbejdsmarkedet.

Arbejdet i Høje Taastrup Kommune indgår også i Beskæftigelsesministeriets kampagne Viljen til job, der sætter fokus på at flere mennesker med handicap i job. Kampagnen opfordrer borgere med et handicap, virksomheder og jobcentre til at arbejde tættere sammen og udnytte eksisterende og ny viden til at ændre holdninger på området og gøre brug af de mange hjælpemidler, som jobcentret kan bevillige, og som alt for få kender til.

Besøget finder sted torsdag den 12. april kl. 7.00 – 9.00 hos IKEA, Mårkærvej 15, 2630 Høje Taastrup. Journalister er velkomne under besøget og bedes kontakte Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/beskaeftigelsesminister-troels-lund-poulsen-og-danske-handicaporganisationer-besoger-ikea?releaseId=12635537

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu