ANNONCE

PRM / Blinde løber og cykler DK rundt med motions-legater

3. juni 2020 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Forsamlingsforbuddet tvinger Synshandicappedes Motionsfond til at tænke kreativt – årets legatuddeling foregår på tandem og i løb Danmark rundt og borgmester løber med.

Pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund

Fra Dragør i øst til Ribe i vest. Fra Aarhus mod nord til Tønder i Syd. Hen over den 4., 5. og 6. juni løber blinde motionister rundt til 11 legatmodtagere, der alle har søgt om midler til mere motion gennem Synshandicappedes Motionsfond.

Det er 8. gang, at Synshandicappede Motionsfond deler legater ud, der fremmer den fysiske udfoldelse blandt blinde og stærkt svagsynede, men det er første gang, legatuddelingen kommer til at foregå i løb og på tandemcykel.

“Vi har været nødt til at tænke kreativt med et forsamlingsforbud, der forhindrer en normal uddeling, hvor man jo samles mange på samme sted. I starten stirrede vi os blinde på begrænsningen, men som synshandicappede er vi jo vant til at tænke kreativt for at løse dagligdagens udfordringer, og da vi først fik øjnene op for, at vi faktisk fik en mulighed forærende, så løb ideerne af med os. Hvad giver mere mening end at motionere os frem til legatmodtagerne”, spørger Sven Mogensen, der er stifter af Synshandicappedes Motionsfond og sidste år besteg Kilimanjaro som den første blinde europæer.

Greves borgmester med på første tur

Sven Mogensen får fint selskab på turens første stop i Greve, hvor kommunens borgmester, Pernille Beckmann, løber med den sidste kilometer frem mod legatmodtageren.

“Vi er glade for, at borgmesteren bakker op om Synshandicappedes Motionsfond og trækker i løbetøjet sammen med os. Det sender et stærkt signal om fokus på fysisk aktivitet og lige adgang til motion for alle mennesker”, siger Sven Mogensen.

På turen, der foregår i bus over de lange stræk, kommer Synshandicappedes Motionsfond forbi Greve, Taastrup, Dragør, Hillerød, Odense, Sønderborg, Tønder, Ribe, Silkeborg, Århus og ender til sidst i Hvidovre, undervejs vil den blinde trubadur og vandringsmand, Søren Høg (Hawk) & musikeren Kim Preuthun sammen sørge for sang og musik.

Dansk Blindesamfund løber også med

Dansk Blindesamfund støtter Synshandicappedes Motionsfond og medlem af forretningsudvalget i Dansk Blindesamfund, Jannie Hammershøi, trækker da også i løbetøjet og tager med på Danmarksturneen.

“Jeg glæder mig til at være med og vise, at selv om man har et synshandicap, så kan man sagtens være aktiv og dyrke sport. Vi ved, der er livsstilsudfordringer, når man har et synshandicap og vi halter bagud på sundhed og fysisk aktivitet. Derfor er det vigtig at blæse på begrænsningerne og omfavne mulighederne – præcis som vi gør det, når vi løber frem mod legatmodtagernes bopæle og overrækker legaterne”, siger Jannie Hammershøi, der også er bestyrelsesmedlem i Parasport Danmark og præsident for verdensorganisationen IBSA, International Blind Sportsfederation.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/blinde-lober-og-cykler-dk-rundt-med-motions-legater?releaseId=13593948

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu