ANNONCE

PRM / Bødepraksis for dyretransporter i strid med politisk aftale

26. oktober 2020 16:39 | Af: Ritzau Info
 

Trods politisk aftale om det modsatte oplever chauffører og vognmænd fortsat helt urimelige bøder i forbindelse med transport af dyr. Ansvaret for dyrenes tilstand hører hjemme i stalden – ikke i førerhuset på en lastbil, mener ITD, der vil have myndighederne til at administrere reglerne i overensstemmelse med politikernes ønsker.

Pressemeddelelse fra ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Efter pres fra blandt andre ITD, Landbrug & Fødevarer og en række andre organisationer inden for transport og landbrug blev Fødevarestyrelsens bødepraksis i 2019 ændret, så chauffører kun skulle ifalde bøder, hvis det konkret kunne dokumenteres, at han eller hun havde et personligt ansvar for, at der blev læsset et dyr, der ikke var egnet til transport.

Men trods aftalen oplever både chauffører og transportører fortsat helt urimelige bødeforlæg.

– Det er simpelthen ikke i orden, at myndighederne fortsat pålægger den enkelte chauffør og vognmand urimeligt store bøder i forbindelse med dyrenes velfærd. Det må nu en gang være landmanden, der har passet sine dyr i månedsvis, som sammen med en uddannet dyrlæge kan vurdere det enkelte dyrs tilstand. Derfor må det også være landmanden, der bærer hovedansvaret og risikerer bøden, mens chauffører kun i oplagte tilfælde bør bebrejdes – nøjagtig som det også er forudsat i loven, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD.

Hun mener, det er uacceptabelt, at anklagemyndigheden tilsyneladende administrerer loven i modstrid med politikernes ønsker.

– ITD bakker helt og holdent op om dyrevelfærd også under transport. Men det, vi oplever, er en sanktionspraksis og bødestørrelse som slet ikke står i forhold til hverken lovens intention, chaufførers muligheder eller forseelsens størrelse. Det er ganske enkelt ikke muligt for en chauffør at vurdere hvert enkelt dyr under pålæsning andet end i de helt oplagte tilfælde, hvor der jo så også er mulighed for at straffe. Men anklagemyndigheden lader til fortsat at rejse sager mod chauffører for at køre med dyr, der ikke er transportegnet, selvom chaufføren har gjort, hvad der stod i hans magt for at kontrollere dyrenes transportegnethed, og det skal selvfølgelig stoppes snarest, siger Henriette Kjær.

ITD fortsætter derfor med at lægge pres på myndigheder og beslutningstagere for at få sanktionspraksis til at være i overensstemmelse med de politiske ønsker.

Kontakt:

Nicolai Bro Jöhncke
Pressechef, ITD
3069 9430
nbj@itd.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bodepraksis-for-dyretransporter-i-strid-med-politisk-aftale?releaseId=13603125

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu