ANNONCE

PRM / Børnenes budget

2. september 2020 12:23 | Af: Ritzau Info
 

Budget 2021: Et børnenes budget med klare radikale aftryk, siger en begejstret socialborgmester Mia Nyegaard (RV) om Københavns Kommunes budget for det kommende år.

Pressemeddelelse fra Københavns Kommune Socialforvaltningen

Radikale Venstres socialborgmester Mia Nyegaard graver sig dybt ned i den danske sangskat, når hun skal beskrive det netop vedtagne budget for 2021 på København Rådhus.

“Vi har indgået en virkelig, virkelig god budgetaftale for københavnerne,” siger socialborgmester Mia Nyegaard begejstret.

“Coronakrisen viste os for alvor, hvem der har brug for velfærden, og det er præcis dem, der bliver tilgodeset. For mig er det et børnenes budget, også de udsatte børns, det har vi sikret. Der er fokus på byudvikling og fremtiden med bl.a. hele Lynetteholm-projektet, vi løfter et trængt kulturliv, og vi afsætter midler til en vigtig erhvervspakke. Det kan ikke blive et meget mere radikalt budget,” fortsætter hun.

Den radikale leder på Københavns Rådhus fremhæver især én stor ting i budgetaftalen: den investeringsplan til hele socialområdet, som RV bragte ind til forhandlingsbordet.

“Vi har fundet opbakning til markante og langsigtede sociale investeringer, som betyder, at vi nu løfter den forebyggende indsats for og anbringelser af udsatte børn og unge og hjælper dem med overgangen fra barn til voksen. I det hele taget med at få et liv som deres jævnaldrende. Vi kommer til at yde en bedre borgerservice med opkvalificering og opnormering af sagsbehandlere, og vi får nu skabt en langt bedre og mere helhedsorienteret indsats for vores udsatte voksne, herunder hjemløse.
Det er første skridt på en lang rejse mod at løfte hele socialområdet. Det er jeg som socialborgmester og socialliberal utrolig glad for,” forklarer Mia Nyegaard.

Radikale Venstre har desuden tilsluttet sig den politiske aftale om etableringen af Lynetteholmen, en kunstig ø i Øresund mellem Nordhavn og Refshaleøen, der skal vokse op af vandet fra 2021 og frem til den står færdigudbygget i 2070. Til den tid vil 35.000 boliger være opført, og tanken er, at der med tiden skal skabes et tilsvarende antal arbejdspladser på øen. Lynetteholmen vil ydermere fungere som stormflodssikring for København.

“Lynetteholmen er et direkte svar på, at vi bliver flere og flere i vores by. Derfor skal København udvikles, så der er boliger nok til alle. Så vi kan komme rundt i byen med mere metro og dimensionerede trafikløsninger. Etableringen og opførslen skal selvsagt være så grøn og klimafokuseret som teknologi og materialeudvikling overhovedet kan gøre muligt. Vi kan ikke sige nej til fremtiden.”

Kontakt:

Socialborgmester Mia Nyegaard (RV) via pressechef Thomas Søie Hansen 20529786

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bornenes-budget?releaseId=13599134

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu