ANNONCE

PRM / Borgermøde: Natur og boligudvikling frem mod 2030

17. august 2020 14:18 | Af: Ritzau Info
 

OBS Ny adresse! Furesø Byråd vedtog i foråret 2020 otte overordnede mål for Furesøs udvikling frem mod 2030. Målene flugter med Furesøs arbejde med FN’s verdensmål. Som en del af 2030-målene ønsker byrådet at videreudvikle Furesø som en attraktiv grøn bosætningskommune, hvor vi har værner om den smukke natur og øger biodiversiteten. Furesøborgerne får nu mulighed for at give deres besyv med, når byrådet inviterer til borgermøde den 24. august 2020 om Plan- og Agenda 21-strategien og udkast til boligpolitik.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Borgermødet er en del af en høring, hvor Furesøs borgere frem til den 6. september kan kommentere forslag til Plan- og Agenda 21-strategien. Plan- og Agenda 21-strategien handler om fordelingen af by og land, hvor der skal placeres erhvervsområder, om hvordan natur og miljø beskyttes de næste tolv år og lægger de overordnede spor for den forestående revision af kommuneplanen. En del af Planstrategien handler om at skabe mere natur og beskytte landskabsværdier, mens Agenda 21-strategien handler om at fremme biodiversitet og grøn omstilling. Den fremtidige Kommeplan 2021-33 vil tage udgangspunkt i de to strategier.

“Jeg håber, mange engagerer sig i, hvordan Furesø Kommune skal se ud. Denne Plan- og Agenda 21-strategi sætter blandt andet rammen for hvor, vi vil have by og land, hvor vi vil have erhvervsområder,” siger Susanne Mortensen (C), formand for Udvalg for byudvikling og bolig.

“Strategien lægger rammen for, hvordan vi vil beskytte naturen de næste mange år. Det er afgørende retninger for Furesøs fremtid,” fortsætter Lene Munch-Petersen (A), næstformand for Udvalg for byudvikling og bolig.

Efter høringsfristen skal byrådet tage stilling til, om der skal foretages ændringer i strategien på baggrund af feedback fra borgermødet samt de indkomne høringssvar.

Plan- og Agenda 21-strategien er offentliggjort på plandata.dk, og man kan også finde strategien såvel som udkast til boligpolitikken på kommunens hjemmeside under furesoe.dk/planstrategi. Hvordan visionerne i strategien skal realiseres, afklares i forbindelse med arbejdet med den nye Kommuneplan 2021, som forventes vedtaget december 2021.

Boligpolitik i høring

På borgermødet kan man også give kommentarer til det udkast til boligpolitik, der ligger nu. Den peger på de prioriteringer, der vil være på boligudviklingen fremover.

Boligpolitikkens mål er, at antallet af boliger i Furesø matcher eksisterende kapacitet for den kommunale service samtidig med, at den understøtter Furesø som en kommune med levende lokalsamfund. Naturen skal fremover spille en større rolle i byudviklingen end tidligere, og derudover skal den sikre, at Furesø forsat har boliger for alle på tværs af generationer, som netop er i overensstemmelse med Furesø Kommunes 2030-mål om velfungerende boligområder.

“Boligpolitikken er afgørende for hvilke typer boliger, vi vil have i kommunen. Det er en prioritering, at vi understøtter de nære fællesskaber og giver mulighed for at binde generationer sammen, når vi tænker nye boliger. Jeg håber, mange har lyst til at byde ind med deres holdninger til boligpolitikken”, siger Susanne Mortensen (C), formand for Udvalg for byudvikling og bolig.

Boligpolitikken er i høring indtil d. 28. august 2020.

Borgermødet streames

På grund af corona-restriktioner er der begrænsede pladser i forhold til at møde fysisk op. Derfor skal man tilmelde sig borgermødet. Borgermødet bliver derfor også streamet, så man kan se med hjemmefra og stille spørgsmål hjemmefra.

Tilmelding er nødvendig

  • Ønsker man at deltage fysisk, skal man tilmelde sig på bme@furesoe.dk senest den 23. august, da der på grund af COVID-19 restriktioner er begrænsede pladser. Skriv antal deltagere og sagsnr. 19/3058 i mailen.
  • Borgermødet bliver streamet live på kommunens hjemmeside furesoe.dk/planstrategi. Her kan man også stille spørgsmål direkte.

OBS: Ny adresse

Tid og sted:

Mandag den 24. august 2020 kl. 19-21 på Furesø Rådhus i Atriet, Stiager 2, 3500 Værløse.

Foto: Charlotte Thorup Dyhr

Kontakt:

Kommunikation tlf.: 72354012 email: kommunikation@furesoe.dk

Susanne Mortensen (C), formand for Udvalg for byudvikling og bolig, tlf. 5267 5253
Lene Munch-Petersen (A), næstformand i Udvalg for byudvikling og bolig. tlf. 7216 5660

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borgermode-natur-og-boligudvikling-frem-mod-2030?releaseId=13597981

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu