ANNONCE

PRM / Borgmester skal gå i blinde

28. februar 2020 09:01 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Blindesamfunds Kreds Fyn har inviteret borgmesteren i Odense til en gåtur med bind for øjnene og blindestok i hånden. Arrangementet skal sætte fokus på manglende tilgængelighed i Odense gågade.

Pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund

Forestil jer at gå en tur i Odense gågade uden hjælp fra synet. Det er ikke nogen nem opgave, som borgmester i Odense, Peter Rahbæk (A), skal kaste sig ud i. Det er Dansk Blindesamfunds Kreds Fyn, som har udfordret borgmesteren til at gå i en blinds fodspor.

Arrangementet finder sted mandag den 2. marts ved krydset Vindegade/Kongensgade klokken 14. Borgmesteren får følgeskab af rådmand Jane Jegind og to ansatte fra Park og Vej, der står for anlægsarbejde på offentlige arealer.

Formålet med den blinde gåtur er at gøre politikerne i kommunen opmærksomme på blinde og svagsynedes tilgængelighed i trafikken.

“Vi har inviteret borgmesteren, så han på egen krop kan fornemme, hvor svært det er at gå her i byen som blind og svagsynet”, lyder det fra Susanne Skovlund, som er næstformand for Kreds Fyn.

Det er særligt manglende ledelinjer i gågaden, som gør det vanskeligt for synshandicappede at finde rundt på egen hånd. Det er ikke uden konsekvenser for byens blinde og stærkt svagsynede.

“De manglende ledelinjer betyder, at blinde og svagsynede isolerer sig derhjemme, fordi de ikke kan finde vej. Jeg kan godt orientere mig, fordi jeg har en dygtig førerhund, som ved hvilke steder, vi plejer at komme. Men der er mange andre synshandicappede, som ikke tør gå herinde”, siger Susanne Skovlund.

Der er særligt et vejkryds, som vækker bekymring hos den lokale forening. Det skal borgmesteren have lov at krydse på egen hånd med bind for øjnene.

“Vi håber, at arrangementet vil gøre borgmesteren opmærksom på de udfordringer, vi har i hverdagen ved at færdes her i byen. Det største problem er krydset ved Kongensgade/Vestergade, som er belagt med små brosten, hvor det er svært at holde retningen med blindestok”, siger Susanne Skovlund.

Drømmescenariet med arrangementet er, at det vil resultere i et mere sikkert kryds og flere ledelinjer med opmærksomhedsfelter ud for sidegaderne til glæde og gavn for blinde og svagsynede. Lige nu må de nøjes med at orientere sig i gågaden ved hjælp af vandrender, der ofte er spærret med skilte, cykler og butikkers udstillinger.

Kontakt:

Næstformand i Kreds Fyn, Susanne Skovlund, står gerne til rådighed for yderligere oplysninger og kan kontaktes på tlf.: 24 82 41 60

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/borgmester-skal-ga-i-blinde?releaseId=13588433

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu