ANNONCE

PRM / Brug for helt tydelige retningslinjer for delvis genåbning af plejehjem

10. juni 2020 11:56 | Af: Ritzau Info
 

Det er rigtig godt, at der nu lægges op til delvist at ophæve besøgsrestriktionerne på landets plejehjem, men det er nødvendigt med helt klare retningslinjer, så beslutningerne ikke overlades til ledere, medarbejdere, pårørende og beboere, lyder det fra Jette Skive, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.

Pressemeddelelse fra KL

Beboerne på landets plejehjem vil i den kommende tid få lidt flere muligheder for at få besøg, og det glæder Jette Skive, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg:

“Vi har alle brug for, at der nu kommer nogle lempelser af besøgsrestriktionerne på landets plejehjem. De ældre og deres pårørende har i månedsvis lidt kæmpe afsavn, og for mange vil den kommende genåbning nok slet ikke opfylde deres behov for nærvær og tryghed. Men det er godt, at genåbningen nu startes.”

Men Jette Skive understreger, at der er brug for helt klare retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, hvis den delvise genåbning skal kunne ske sundhedsmæssigt forsvarligt – og ikke mindst så trygt som muligt for beboere og medarbejdere.

“Vores klare budskab til Sundhedsstyrelsen er derfor: Sørg for, at retningslinjerne er så præcise, at medarbejdere og borgere kan være helt trygge ved genåbningen. Det skylder vi alle dem, der i månedsvis har måtte yde store ofre,” siger Jette Skive og fortsætter:

“Beslutningerne må ikke overlades til den enkelte leder, medarbejder, pårørende eller beboer. Det vil give forskellige tolkninger og alt for mange konflikter lokalt, som det ikke er rimeligt at pålægge medarbejdere og borgere. Vi må for alt i verden ikke havne i en situation, hvor vi er nødt til at lukke vores plejehjem ned igen, fordi smitten på ny begynder at sprede sig. Så sundhedsmyndighederne har en alvorlig opgave her med at sikre retningslinjer, der ikke efterlader plads til fortolkning.”

Kontakt:

KL’s pressevagt tlf.: 33703333

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/brug-for-helt-tydelige-retningslinjer-for-delvis-genabning-af-plejehjem?releaseId=13594915

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu