ANNONCE

PRM / Budgetforslag godkendt af et bredt flertal i økonomiudvalget: Plads til yderligere forbedringer på børneområdet

1. oktober 2020 15:32 | Af: Ritzau Info
 

Ved andenbehandlingen af budgettet på møde i økonomiudvalget den 30. september blev Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten enige om et samlet budgetforslag, som nu sendes til endelig behandling i byrådet. Partierne vil værne om velfærden, beskytte naturen og sikre balance i kommunens økonomi i et langsigtet perspektiv.

Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

Aftalepartierne har lagt vægt på, at indtægter og udgifter skal være realistiske for at sikre balance i økonomien og en stabil udvikling i Furesø.

Den seneste aftale indebærer et yderligere løft på 1,5 mio. kr. på daginstitutionsområdet i 2021 til bedre normeringer udover det løft på samlet 5 mio. kr., som området har fået i 2020. Partierne har tidligere aftalt et løft i plejen til ældre på plejehjemmene på 3 mio. kr. og nye investeringer på natur-, miljø- og idrætsområderne.

Borgmester Ole Bondo Christensen (A) er glad for, at 4 partier og 15 ud af Byrådets 21 medlemmer nu står bag budgettet: “Budgettet skaber ro om kommunens velfærdsydelser. Borgerne skal opleve en omsorgsfuld og effektiv kommune. Det kræver realistiske budgetter, der hænger sammen. Vores medarbejdere, der leverer velfærden, skal kunne regne med stabile økonomiske rammer, så vi kan fortsætte den positive udvikling af kommunen,” udtaler borgmester Ole Bondo Christensen (A).

De fire partier har justeret den tidligere indgåede budgetaftale i lyset af de indkomne høringssvar. Udover det omtalte ekstra løft til daginstitutionernes normeringer på 1,5 mio. kr., så droppes en tidligere indlagt besparelse knyttet til reduceret åbningstid i daginstitutionerne. I stedet bliver der taget en dialog med forældrebestyrelserne. Hvis der i nogle institutioner besluttes at reducere åbningstiden, vil de frigjorte ressourcer blive anvendt til at styrke normeringen yderligere.

Samtidig fjernes en indlagt besparelse på den kommunale dagpleje for at sikre en god dialog med forældre og medarbejdere om rammerne for den kommunale dagpleje i Furesø.

Det budgetforslag, som byrådet skal 2. behandle den 7. oktober, følger den indgåede aftale mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten. Aftalen er vedlagt denne pressemeddelelse.

Kommentarer fra partierne:

Viceborgmester, Preben Pettersson (A): I Socialdemokratiet er vi rigtig glade for, at vi i et bredt samarbejde hen over midten kan fastholde den stabile økonomiske udvikling i kommunen. Samtidig har vi sikret et markant løft på velfærdsområderne og på natur- og miljøområdet. Normeringerne på vores daginstitutioner bliver markant forbedret i disse år. Samtidig bliver der plads til en endnu bedre ældrepleje. Budgettet er både holdbart og visionært.

Viceborgmester, Lars Carstensen (C): I Det konservative Folkeparti er vi meget tilfredse med det budgetforslag, som nu sendes til Byrådet. Skatterne holdes i ro. Der er balance i kommunens økonomi også på den lange bane, og der er blevet plads til markante forbedringer i vores ældrepleje og normeringerne på vores daginstitutioner. Jeg har her i de afsluttende forhandlinger lagt afgørende vægt på, at vi får tid til en god dialog om den fremtidige dagpleje og tager besparelserne på området af bordet i 2021. Alt i alt er det et rigtigt godt budget for fremtidens Furesø.

Gruppeformand, Tine Hessner (B): Borgerne i Furesø skal have stor ros for deres engagement ved møder og i høringsprocessen – det har gjort en forskel. Radikale Venstre har med de seneste forbedringer på børneområdet, fjernelse af besparelse på Skovhuset, målretning af midler til grøn omstilling sammen med erhvervslivet og miljømæssig opgradering af kunstgræsbanen i Værløse gjort vores indflydelse gældende. Budgettet er bredt – og i balance. At vi sammen sikrer gode arbejdsvilkår for de ansatte på børneområdet er essentielt – og det fortsatte fokus på ældreområdet afgørende. Jeg ser frem til dialogen med foreningerne om foreningslokaler – behovet er stort, og der skal være plads til både foreninger og unge i Furesø, såvel i nord som i syd.

Gruppeformand, Øjvind Vilsholm (Ø): Jeg er rigtig glad for, at alle besparelser på børneområdet nu er ryddet af vejen samtidig med, at vi bevilger yderligere en mio. kr. til bedre normeringer ud over de penge, vi får fra staten. På den måde tager vi et reelt skridt mod minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Budgettet har desuden fået en klar miljøprofil og konkrete forbedringer på ældreområdet. Det har også været centralt for Enhedslisten, at vi nu får en borgerrådgiver i Furesø Kommune, og at de ansatte i Furesø Kommune fortsat sikres gode arbejdsbetingelser, når de skal bistå kommunens borgere. Endelig kan vi glæde os over, at supercykelstien fra Farum til Allerød bliver forbedret med ny asfalt det sidst stykke mod Allerød.

Kontakt:

Ole Bondo Christensen (A), borgmester: 7216 5200
Preben Pettersson (A), viceborgmester: 7216 5007
Lars Carstensen (C), viceborgmester: 7216 3997 (ikke sms)
Tine Hessner (B), gruppeformand: 4119 6041
Øjvind Vilsholm (Ø), gruppeformand: 2027 4465

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/budgetforslag-godkendt-af-et-bredt-flertal-i-okonomiudvalget-plads-til-yderligere-forbedringer-pa-borneomradet?releaseId=13601127

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu