ANNONCE

PRM / BUPL: Lov om minimumsnormeringer er historisk vendepunkt

5. december 2020 12:05 | Af: Ritzau Info
 

Det er en kæmpe sejr, at børnene i landets vuggestuer og børnehaver nu omsider bliver granteret et minimum af pædagoger. Det er første skridt på vejen til at genoprette kvaliteten i de danske daginstitutioner, siger BUPL’s formand, Elisa Rimpler.

Pressemeddelelse fra BUPL

Regeringen og støttepartierne er blevet enige om en model for lovbundne minimumsnormeringer på 1:3 i vuggestuen og 1:6 børnehaven. Det er en historisk sejr for børnene, pædagogerne og de titusindvis af forældre, der har været på gaden og kræve minimumsnormeringer, mener BUPL.

“Vi har kæmpet for det her i mere end ti år, så det er en kæmpe sejr. Nu får vi styrket børns rettigheder og sikret, at pædagogerne har en chance for at løfte den vigtige opgave, de er sat i verden for. Loven øger antallet af pædagoger og sætter en prop i besparelserne én gang for alle, så vi undgår nye besparelser på normeringerne, når børnetallet stiger i de kommende år,” siger Elisa Rimpler.

Loven forpligter kommunerne til at sikre, at alle børn og alle daginstitutioner bliver omfattet af minimumsnormeringer senest 1. januar 2024. Det er ét år før planlagt. BUPL har længe presset på for en fremrykning, og BUPL-formanden glæder sig over, at regeringen og støttepartierne har lyttet. Også de private daginstitutioner bliver omfattet af minimumsnormeringer.

“Børn har kun én barndom. Og vi ved, at børns trivsel stiger markant, når tiden til nærvær, omsorg og god pædagogik øges” siger Elisa Rimpler.

Hun understreger, at loven om minimumsnormeringer ikke kan stå alene. Der er brug for fortsatte investeringer i bedre normeringer og højere pædagogandel for at genoprette kvaliteten i daginstitutionerne.

“Minimumsnormeringer er et kæmpe fremskridt for børnene. Men det er stadig kun et minimum og en bund. Nu skal der bygges ovenpå. Ambitionerne om at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, kræver en langsigtet børneplan med løbende investeringer. Det er børns liv og vores fremtid, det handler om,” fastslår BUPL-formanden.

Hun hæfter sig ved, at aftalen også har fokus på at øge fagligheden. I dag er det kun tre ud af fem medarbejdere i landets daginstitutioner, der har en pædagoguddannelse. Aftalen fastslår, at pædagogandelen under ingen omstændigheder må falde.

Samtidig bliver der afsat 200 millioner kroner ekstra om året fra 2024, som skal sikre at flere medhjælpere og pædagogiske assistenter får en pædagoguddannelse. Ifølge BUPL bør målet på sigt være, at pædagoger udgør mindst 80 procent af det pædagogiske personale.

“Gode normeringer og høj faglighed skal gå hånd i hånd, hvis vi for alvor skal øge kvaliteten. Vi vil være lige vidt, hvis kommunerne blot fylder op med ufaglærte i stedet for pædagoger,” siger BUPL-formanden.

Kontakt:

Pressechef Søren Geisler tlf.: 31199078 email: sog@bupl.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bupl-lov-om-minimumsnormeringer-er-historisk-vendepunkt?releaseId=13605725

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu