PRM / Bygge- og anlægsvirksomhederne bruger IT – når det giver mening

4. september 2018 05:00 | Af: Ritzau Info
 

Bygge- og anlægsvirksomheder er mere tilbageholdende med at benytte it end virksomheder i andre brancher. Men nye tal fra Danmarks Statistik viser, at byggeriet har taget it til sig de steder, hvor det giver mening i det daglige arbejde.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Ansatte i bygge- og anlægsbranchen har større adgang til internettet over mobiltelefonen, iPad’en eller den bærbare computer end medarbejdere i andre brancher. For eksempel har alle medarbejdere adgang via det mobile internet i mere end hver fjerde bygge- og anlægsvirksomhed. Mens det for alle brancher er 19 procent i gennemsnit.

– Når en stor del af medarbejderne i byggeriet ofte er på farten, ude hos kunder eller på byggepladser, er det ganske forståeligt, at mobilt internet er mere udbredt i bygge- og anlægsbranchen. Det er jo vigtigt at kunne komme i kontakt med hjemmekontoret, leverandører og kunder, når man er ude, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

IT-specialister bliver hyret udefra

Bygge- og anlægsbranchen bruger it-løsninger, når det ligger lige for i det daglige arbejde.

– Der er eksempelvis ikke mange virksomheder i byggeriet, som selv har it-specialister ansat. Det er naturligt, fordi langt de fleste virksomheder i branchen er små, med under ti ansatte. Til gengæld bruger mange virksomheder eksterne leverandører til for eksempel drift af it ligesom brancheløsninger er ret udbredt, siger Michael H. Nielsen.

GPS er hverdag

I bygge- og anlægsbranchen benytter 28 procent af virksomhederne satellitbaserede tjenester som for eksempel GPS. Mens det generelt i erhvervslivet er 16 procent af virksomhederne.

– Det er godt at se, at mere end hver fjerde virksomhed bruger GPS til for eksempel at få overblik over deres vognpark, og hvor deres folk aktuelt arbejder. Vores egne analyser viser også, at bygge- og anlægsbranchen i høj grad tager digitale hjælpemidler i brug. Det kan være digital kvalitetskontrol, hvor man bruger mobiltelefonen til fotodokumentation på pladsen, og data kommer direkte ind i den konkrete byggesag, forklarer Michael H. Nielsen.

Plads til endnu mere it

Der er ingen tvivl om, at mange bygge- og anlægsvirksomheder vil kunne spare både tid og penge ved at udnytte it og ny teknologi meget mere.

– Det viser vores erfaringer fra den årlige IT Messe, som vi afholder, hvor mere end 30 leverandører præsenterer målrettede løsninger til bygge- og anlægsbranchen. Når vi samtidig ser på de mange nye muligheder, der kommer til i de her år i form af ny teknologi og nye generationer af virksomhedsledere, er jeg sikker på, at it vil fylde meget mere i fremtidens bygge- og anlægsvirksomhed, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, 20 28 52 64
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bygge–og-anlaegsvirksomhederne-bruger-it—nar-det-giver-mening?releaseId=13470669

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu