PRM / Byggebeskæftigelsen fortsat høj trods lille fald

27. juli 2018 10:41 | Af: Ritzau Info
 

I 2. kvartal i år faldt beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen med 400 personer i forhold til første kvartal, mens den over det seneste år er steget med 5.500 personer svarende til 3,3 procent. Det er en kadence, som branchen godt kan håndtere med uddannelse af flere faglærte, fastholdelse af seniorer og fortsat adgang til udenlandsk arbejdskraft, mener Dansk Byggeri.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2. kvartal i år 171.600 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, når der korrigeres for normale sæsonudsving. På trods af et lille fald på 400 personer siden første kvartal i år, ligger beskæftigelsen i branchen således på et niveau, som man skal ni år tilbage i tid for at finde magen til.

28.100 flere byggejob siden 2013
Siden foråret 2013 er der kommet 28.100 flere beskæftigede i byggeriet. Det er en af de brancher, der har oplevet størst beskæftigelsesfremgang siden 2013. Her er det især nybyggeriet af boliger, der har fået fart på og bidrager til fremgangen.

– Vi skal glæde os over, at det går godt i dansk økonomi og på arbejdsmarkedet. Høj beskæftigelse er helt grundlæggende et sundhedstegn, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

– Der er dog heller ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet – særligt i bygge- og anlægsbranchen – strammer til som følge af den store beskæftigelsesfremgang. Her udgør rekruttering af kvalificeret faglært arbejdskraft den største udfordring blandt virksomhederne i branchen. Den seneste halvårsrapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste også at 12 procent af byggevirksomhederne havde rekrutteret forgæves til i alt 2.910 stillinger i 1. halvår 2018.

Fra 2. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018 steg beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen med 3,3 procent, mens perioden 2. kvartal 2016 til 2. kvartal 2017 bød på en stigning på 3,4 procent.

– Fremgangen i beskæftigelsen kan branchen godt håndtere, hvis der udvises rettidig omhu med uddannelse af flere faglærte, fastholdelse af seniorerne og fortsat adgang til udenlandsk arbejdskraft, slutter Jacob Hangaard.

Bred beskæftigelsesfremgang på nær inden for anlæg
Fremgangen i beskæftigelsen inden for byggeriet er bredt funderet. Der er især fremgang for elektrikere med et plus på 1.700 job det seneste år, og for tømrerne med et plus på 1.500 beskæftigede fra 2. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018. Ser man på stigningen i procent bliver tømrerne dog matchet af både murerne samt gruppen af malere og glarmestre, der har oplevet et plus i beskæftigelsen på 4,5 procent det seneste år.

Blandt anlægsentreprenørerne, hvor fremtidsudsigterne i aktiviteten ser noget mere broget ud, har der dog været en tilbagegang på knap 600 beskæftigede det seneste år. Det svarer til en tilbagegang på 3 procent.

Kontakt:

Konsulent Jacob Hangaard tlf.: 61 66 53 58 email: jha@danskbyggeri.dk

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik tlf.: 23 25 84 69 email: kas@danskbyggeri.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/byggebeskaeftigelsen-fortsat-hoj-trods-lille-fald?releaseId=13260929

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu