PRM / Byrådet vedtager renovering af centrale bygninger i Maribo

28. juni 2019 14:00 | Af: Ritzau Info
 

Flere fluer med et smæk. Sådan kan man betegne byrådets beslutning om at gennemføre renovering af tre centrale ejendomme i Maribo. Renoveringen giver nemlig mulighed for at samle flere administrative funktioner på ét sted og samtidig komme ud af lejemål ude i byen.

Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

1. juli 2018 overtog Lolland Kommune den fredede ejendom Torvet 3, kendt som Qvades Gård. Kommunen ejede i forvejen det gamle rådhus på torvet og det gule pakhus i Qvades gård, der også er fredet.

“Vi kunne se, at de tre bygninger tilsammen gav os nogle helt nye muligheder,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen. “Med byrumsprogrammet for Maribo har vi skabt nye sammenhænge i det centrale Maribo, og den udvikling styrker vi yderligere ved at renovere bygningerne.”

“Det har i sig selv værdi, at vi kan bevare og udvikle vigtige historiske bygninger, men vi kan kun forsvare at bruge kommunale penge på det, hvis der er relevante funktioner at putte i dem. Det er tilfældet her, for vi får mulighed for at samle en større del af administrationen omkring administrationsbygningen. Jeg er sikker på, at det gavner samarbejdet på tværs, og på sigt tjener investeringen sig selv hjem, fordi vi kan opsige lejemålet på Kidnakken.”

Renoveringen betyder flyttedag for mange administrative medarbejdere. Børn og Unge flytter fra Kidnakken til det gamle rådhus på torvet, mens borgmesteren, direktionen og Strategi- og Direktionssekretariatet flytter ind i Qvades Gård. Sektor for Skole og Dagtilbud samt dele af Social og Arbejdsmarked får plads i Jernbanegade 7 sammen med Økonomi, Kultur og Fritid samt HR, IT og Digitalisering, der også har kontorer i administrationsbygningen i dag.

I Pakhuset bliver der indrettet mødefaciliteter i stuen, og på første sal etableres ny byrådssal med højt til loftet og frit udsyn til bjælkerne og den historiske bygningskonstruktion.

“Det kræver noget at forvandle et kornkammer til moderne mødelokaler, men jeg er meget imponeret over det forslag, der ligger nu, og det er et stort plus, at der er sikret handicapadgang til byrådssalen,” siger Holger Schou Rasmussen.

Arkitektfirmaet Friis Andersen har i samarbejde med Service og Bygninger klarlagt renoveringsbehov og planlagt renoveringen.

Grundige forberedelser er vigtige, for gamle bygninger kan gemme på uventede overraskelser. Derfor er der også gennemført licitation, inden byrådet traf den endelige beslutning. Resultatet er en samlet projektøkonomi på 33,4 mio. kr., og opgaverne skal varetages af lokale virksomheder:

  • Jord/terræn – beton – kloak: MSE Entreprise A/S
  • Murer: Mogens Willert & Idebyg ApS
  • Tømrer – snedker – fast inventar – konstruktionsstål: Troels Jørgensen A/S
  • Gulv: Garant
  • Maler: Troels Jørgensen A/S
  • VVS: Vagn’s VVS Comfort
  • Ventilation: Vagn’s VVS Comfort
  • El og handicaplift: Enelco

Særlige Entrepriser:

  • ABA: Rask El
  • CTS: lBl Tek

Byggestart bliver i starten af august 2019 og hele projektet ventes afsluttet i september 2020.

Kontakt:

Borgmester Holger Schou Rasmussen tlf.: 23 24 91 80

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/byradet-vedtager-renovering-af-centrale-bygninger-i-maribo?releaseId=13576077

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu