PRM / Coop skærper krav til legetøj

31. oktober 2018 05:04 | Af: Ritzau Info
 

Coop strammer krav til sine danske legetøjsleverandører. Det betyder blandt andet varedeklaration på legetøj med kemisk indhold, samt øget kontrol og krav til dokumentation.

Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

Coop har besluttet at indføre varedeklarationer på al legetøj, der indeholder kemi, som for eksempel sæbebobler, slime, og modellervoks. Dermed har Coop valgt at gå et skridt længere end lovgivningen, som er utilstrækkelig. De nye krav til leverandørerne træder i kraft i dag.

Coop køber det meste af sit legetøj af danske importører og grossister, der typisk får varerne produceret i Kina.

“Set i lyset af den seneste tids triste sager med legetøj med ulovligt indhold af skadelige kemiske stoffer, ønsker vi i højere grad at sikre os, at vores leverandører kun leverer legetøj, som er grundigt kontrolleret og analyseret, samt har den fornødne dokumentation,” siger kvalitetschef Malene Teller Blume, Coop.

Coop udvider derfor stikprøvekontrolprogrammet på de danske leverandører og beder om fuld teknisk dokumentation på udvalgte produkter. Der er i dag ikke lovkrav om, at en importør af legetøj skal være i besiddelse af al dokumentation. Det er fuldt lovligt, at den dokumentation først fremsendes fra den kinesiske leverandør, hvis f.eks. en myndighed efterspørger denne.

Det mener Malene Teller Blume er en stor svaghed i lovgivningen: “Det er meget vigtigt, at importørerne alligevel efterspørger og grundigt vurderer dokumentationen fra producenten på alt legetøj, før det sælges ind til Coops butikker”.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har afvist at indføre regler om varedeklarationer på legetøj, og derfor går Coop nu enegang.

“Vi mener, at det gør en forskel at informere om hvilke kemiske stoffer et kemisk legetøj indeholder. Det vil skærpe fokus fra vores leverandører og vi kan også nemmere efterkontrollere. Desuden kan det guide de kunder, som ønsker at undgå specifikke stoffer” siger Malene Teller Blume.

Miljø og Fødevareministeren har i sidste uge meldt ud, at lovgivningen er strammet og det vil fra næste sommer få alvorlige sanktioner for importører, som sælger ulovligt legetøj.

Det hilser Coop velkomment, men det er ikke nok. For at opnå den ønskede effekt, skal markedskontrollen også intensiveres, således at de formentlig kun få “brodne kar” hos importører og butikker, vil opleve seriøse sanktioner og bøder, siger Malene Teller Blume.

Coop orienterede leverandørerne om de nye krav i midten af oktober. De fleste har taget positivt imod tiltaget. Men er der leverandører, som ikke ønsker at være med på at øge informationsniveauet, så vil det betyde, at samarbejdet med Coop stopper.

Kontakt:

Kvalitetschef Malene Teller Blume, 5159 3134

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop-skaerper-krav-til-legetoj?releaseId=13563229

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu