ANNONCE

PRM / Corona-hjælpepakker skal være mere fleksible

25. april 2020 05:59 | Af: Ritzau Info
 

Danmark står over for en gradvis genåbning, og det kalder på tilpassede hjælpepakker, mener fagforeningsformanden Søren Fibiger Olesen. Han savner mere fleksibilitet, så det er muligt for lønmodtagere på lønkompensation at vende tilbage på arbejdet på deltid

Pressemeddelelse fra Krifa

Efter et møde med partilederne på Christiansborg torsdag eftermiddag har Mette Frederiksen meldt ud, at det først bliver lige inden den 10. maj, danskerne får mere at vide om fase to af genåbningen af Danmark. Så længe kan vi ikke vente, når det gælder tilpasning af lønkompensationsordningen, der er med til at sikre tusindvis af danskeres job, mener Krifas formand Søren Fibiger Olesen.

– Med en gradvis genåbning af landet er der behov for en gradvis genåbning af arbejdspladserne også. Hvis der skal gang i vores samfund på en effektiv og forsvarlig måde, er det nødvendigt, at hjemsendte lønmodtagere på lønkompensation kan komme tilbage på deres arbejde på deltid, lyder det fra Søren Fibiger Olesen.

Krifa-formanden anerkender, at hjælpepakkerne gør en enorm forskel, og lønkompensationsordningen er en af de primære årsager til, at mange danske lønmodtagere ikke har modtaget en fyreseddel under Corona-krisen.

Brug for en mellemvej

Lønkompensationsordningen giver i dag virksomhederne mulighed for at sende medarbejdere hjem med løn, hvis alternativet er en fyring pga. nedgang i omsætning. Til gengæld må medarbejderne ikke arbejde, medmindre de kan få hele arbejdsdage eller roterer med kolleger.

Krifa foreslår derfor, at der bliver lavet en mellemvej, hvor medarbejderne kan begynde at arbejde nogle timer om dagen i takt med, at der kommer gang i hjulene, uden at det går ud over deres løn. Virksomhederne skal have mulighed for lønkompensation for den resterende tid.

– Det er utopi at tro, at alle arbejdspladser kører på fuld blus, så snart Mette Frederiksen begynder at åbne op for samfundet. Det er derfor problematisk, at det på den måde skal være alt eller intet, som der bliver lagt op til i ordningens nuværende form, siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:

– Det kan virke noget kontraproduktivt for den gradvise åbning, hvis de danske lønmodtagere ikke kan komme tilbage på arbejde, før der er fuldtidsarbejde til dem. Det er hverken hensigtsmæssigt for medarbejdernes trivsel, arbejdspladsens overlevelsesmuligheder eller samfundets økonomi.

Krifas formand påpeger, at det er vigtigt, at hjælpepakkerne hele tiden bliver tilpasset.

– Jeg vil på det kraftigste opfordre Regeringen og resten af Christiansborg til, at lønkompensationsordningen står øverst på deres to do-liste, når de møder ind mandag morgen. Vi er nået dertil, hvor der er brug for mere fleksibilitet, siger Søren Fibiger Olesen.

Kontakt:

Formand Søren Fibiger Olesen tlf.: 25444008 email: sfo@krifa.dk

Pressekontakt Mette Christiansen tlf.: 28344319 email: mech@krifa.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/corona-hjaelpepakker-skal-vaere-mere-fleksible?releaseId=13592348

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu