ANNONCE

PRM / Coronakrisen skaber nedgang på boligmarkedet – men hvor længe?

27. marts 2020 14:45 | Af: Ritzau Info
 

Turbulensen på finansmarkederne har også ramt kurser og rentesatser for boliglån. Og det skaber bekymring hos både kommende og eksisterende boligejere. For hvad kommer det til at betyde for boligmarkedet?

Pressemeddelelse fra Sydbank A/S

For at give en vurdering af det, har vi stillet en række spørgsmål om udviklingen til Sydbanks cheføkonom Søren V. Kristensen.

Er vi på vej ind i en ny finanskrise, hvor folk må gå fra hus og hjem?

Mange boligejere husker finanskrisen, som betød, at adskillige mennesker blev tvunget til at sælge deres bolig.

– Men det er ikke der, hvor vi er nu. Det, vi oplever nu, er ganske vist voldsommere end starten på finanskrisen, men der er grund til at tro, at det er midlertidigt. Vi forventer ikke, at der bliver tale om en langvarig krise, som vi så det med finanskrisen, beroliger Søren V. Kristensen.

Samtidig præsenterede regeringen for få dage siden et rekordstort overskud på de statslige finanser – penge som allerede nu får ben at gå på, da regeringen har reageret hurtigt i forhold til økonomiske hjælpepakker.

– Det er i mine øjne utrolig vigtigt, at der hurtigt er lanceret økonomisk hjælp til både private og virksomheder, således vi – når vi forhåbentlig snart – igen kan åbne op for økonomien og dermed også boligmarkedet. Og det er et meget positivt tegn, fortæller Søren V. Kristensen.

Hvad sker der med boliglånene lige nu?

Efter en periode med historisk lave renter på fastforrentet boliglån, er renten på et fastforrentet boliglån steget. Og det får mange til at frygte for et fald i boligmarkedet.

– Det er rigtigt, at de fastforrentede lån er blevet dyrere, fordi renterne stiger, og investorerne sælger fra af deres beholdning af realkreditobligationer. Derfor er der kursfald, forklarer Søren V. Kristensen.

Ifølge ham dæmper det priserne på boligerne, men det er ikke dominerende lige nu.

– Det er Covid-19, som er den største faktor. Uden tvivl, siger Søren V. Kristensen.

Hvordan påvirker coronakrisen boligmarkedet?

– Som det ser ud lige nu, så står det helt stille på boligmarkedet grundet coronakrisen. Det skyldes først og fremmest risikoen for fyring og virksomhedslukninger. For hver dag der går lige nu, taber vi flere arbejdspladser, og konkurserne kommer tættere på for flere danske virksomheder. Samlet set betyder det færre mulige købere, lavere boligpriser, længere liggetid og nervøsitet i den kommende tid, lyder de umiddelbare forudsigelser fra Søren V. Kristensen.

Men spørgsmålet er, hvor længe krisen vil vare ved. Og her er vurderingen mere optimistisk, selvom regeringen foreløbigt har forlænget nedlukningerne frem til påske.

– Åbner vi op for økonomien indenfor en overskuelig fremtid, hvilket en måneds tid ville være i denne sammenhæng, så vil vi også kunne få gang i hjulene og dermed også boligmarkedet igen, vurderer Søren V. Kristensen.

Kontakt:

Chefanalytiker Søren V. Kristensen tlf.: 74374471 email: s.kristensen@sydbank.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronakrisen-skaber-nedgang-pa-boligmarkedet-men-hvor-laenge?releaseId=13590795

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu