ANNONCE

PRM / Coronakrisen slider mest på kvinders psykiske trivsel

27. april 2020 12:05 | Af: Ritzau Info
 

Meget tyder på, at livet med corona-truslen sænker humøret mest hos kvinder, konstaterer professor Søren Dinesen Østergaard fra Aarhus Universitet på baggrund af en nypubliceret undersøgelse.

Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Health

Både mænd og kvinders psykiske velbefindende har været lavt, siden samfundet lukkede ned midt i marts, og det er først og fremmest kvinder, der reagerer på de aktuelle livsvilkår.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som bl.a. Søren Dinesen Østergaard står bag. Han er professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og tilknyttet Afdeling for Depression og Angst ved Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien.

“Vi konstaterer, at andelen af danske kvinder, som er i højrisiko for depression, voksede fra knap 25 procent i 2016 til næsten 29 procent i perioden fra 31. marts til 6. april i år, som er to til tre uger efter lockdown,” siger Søren Dinesen Østergaard om undersøgelsesresultatet, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Acta Neuropsychiatrica.

“Jeg er ikke synderligt overrasket over resultaterne. Vi lever i en tid, hvor ingen aner, hvad morgendagen bringer både privat og arbejdsmæssigt. Hvor håndtryk er blevet noget farligt, og hvor de ting, vi har glædet os til, må aflyses eller udskydes på ubestemt tid,” siger Søren Dinesen Østergaard.

Baseret på WHO’s trivselsindeks

De to befolkningsundersøgelser, som studiet holder op imod hinanden, er baseret på WHO’s anerkendte trivselsindeks, WHO-5. Det korte spørgeskema bruges bl.a. af praktiserende læger, når de vurderer, om en patient bør udredes for depression. Princippet er, at man ud fra fem spørgsmål opnår en samlet score, der helst skal være så høj som muligt. Er den under 50, er sandsynligheden for, at der er tale om depression, betragtelig, forklarer Søren Dinesen Østergaard.

“Andelen af kvinder, der scorer under 50, er markant højere end hos mændene, hvilket ikke overrasker, eftersom depression er ca. dobbelt så hyppig hos kvinder som hos mænd. Det bemærkelsesværdige er stigningen på de godt fire procentpoint – svarende til en stigning på 17 procent – siden 2016, mens stigningen hos mændene er mindre og ikke statistisk signifikant,” siger Søren Dinesen Østergaard.

Han tilføjer, at der naturligvis kan være andre årsager end coronakrisen til, at kvinders trivsel er dalet mærkbart, men resultaterne er i overensstemmelse med andre undersøgelser af den psykologiske reaktion på coronapandemien.

“Jeg har netop set en rapport fra et stort amerikansk forsikringsselskab, der viser en stigning på over 20 procent i antallet af indløste recepter på medicin mod angst, depression og søvnløshed i perioden fra medio februar til medio marts i år. Forsikringsselskabet har kun offentliggjort kønsspecifikke tal for angstdæmpende medicin, hvor stigningen var på 23 procent hos mænd og 40 procent hos kvinder, så det stemmer godt overens med den tendens, vi observerer for danskernes psykiske trivsel,” forklarer Søren Dinesen Østergaard, som i øvrigt langtfra er overbevist om, at kvinder af natur har større tendens til at reagere på corona-krisen end mænd.

“Vi har en hypotese om, at mænd også lider i denne tid – men at det blot kommer til udtryk på en anden måde, og det kan vi formentlig sige noget mere om, når næste del af vores spørgeskemaundersøgelse er afviklet,” siger Søren Dinesen Østergaard.

Opsøg lægen

Resultaterne af undersøgelsen bekymrer Søren Dinesen Østergaard af særligt én årsag.

“De praktiserende læger melder om markant færre henvendelser under coronakrisen, og det samme gælder for henvisninger til hospitalspsykiatrien. Det betyder formentlig, at mange mennesker med både nyopstået og eksisterende psykisk sygdom ikke får den hjælp, de behøver. Hvis man oplever tegn på f.eks. angst og depression, vil jeg stærkt opfordre til, at man ringer til sin læge.”


Bag om forskningsresultatet:

  • Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse udført mod betaling af Epinion med afsæt i trivselsindekset WHO-5. 2458 personer deltog i undersøgelsen, der er vægtet, så resultaterne er repræsentative for den danske befolkning og sammenlignelige med data fra en tilsvarende undersøgelse fra 2016.
  • Samarbejdspartnere er professor Kim Mannemar Sønderskov og professor Peter Thisted Dinesen fra Institut for Statskundskab på hhv. Aarhus og Københavns Universiteter samt postdoc Ziggi Ivan Santini fra Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.
  • Studiet er finansieret af Novo Nordisk Fonden
  • Direkte abstract for den videnskabelige artikel The depressive state of Denmark during the COVID-19 pandemic i Acta Neuropsychiatrica.

Kontakt:

Professor Søren Dinesen Østergaard
Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet
Afdeling for Depression og Angst, AUH – Psykiatrien
Mail: SOEOES@rm.dk
Mobil: 61 28 27 53

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronakrisen-slider-mest-pa-kvinders-psykiske-trivsel?releaseId=13592387

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu