ANNONCE

PRM / Coronasmitten stiger – det er nu, vi alle skal tænke os om for at holde smitten nede

22. oktober 2020 15:56 | Af: Ritzau Info
 

I de seneste syv dage er 67 borgere i Esbjerg Kommune konstateret smittet med coronavirus. Det er alt for mange. Esbjergs borgmester opfordrer nu alle til at tage situationen alvorligt, holde afstand og tænke sig godt om og overholde restriktionerne, når de ses med andre mennesker. Lad os gøre en fælles indsats for at holde smitten nede, så vi så vidt muligt kan undgå alvorlige konsekvenser i form af flere syge og flere restriktioner, lyder opfordringen fra borgmesteren.

Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune

Weekenden nærmer sig, og dermed typisk også dage, hvor mange ser frem til at mødes med venner og familie til sammenkomster og fester. Men er det nu også en god idé at gå i byen, holde fest eller mødes i kortklubben?

Coronavirussen holder ikke weekend, tværtimod er den yderst aktiv alle ugens dage. I de seneste syv dage er 67 borgere i Esbjerg Kommune konstateret smittet med coronavirus. Det svarer til, at 58 ud af 100.000 borgere i kommunen i de seneste syv dage er blevet smittet med coronavirus. Dermed ligger Esbjerg Kommune langt over myndighedernes kritiske grænse, som er på 30 smittede per 100.000 borgere.

Vi har alle et ansvar

Derfor lyder der nu denne opfordring fra borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen:

– Tænk jer godt om, inden I går ud og deltager i større arrangementer. Begræns antallet af personer, I ses med, og husk at vaske eller spritte hænder og holde afstand. Situationen er alvorlig, og vi har alle et ansvar for at være med til at bremse smitten. Det er nu op til hver enkelt af os at gøre, hvad vi kan, for at situationen ikke skal blive endnu værre, med flere syge og flere restriktioner til følge. Kun gennem en fælles indsats kan vi forsøge at holde smittetallet nede, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Risikoen for smittespredning stiger, når mange mennesker er sammen. Smitteopsporingen viser, at antallet af smittede især stiger i Esbjerg Kommune, fordi mange har deltaget i sociale arrangementer som for eksempel mandefrokoster, bryllupper eller andre fester. Der er også forekommet smitte på arbejdspladser.

Flere syge og flere restriktioner, hvis ikke vi passer på

Stiger smittetallet yderligere, øger det risikoen for alvorlig sygdom som følge af coronavirus især for sårbare borgere, og det kan være nødvendigt at indføre flere restriktioner nationalt eller lokalt. Det kan for eksempel betyde, at vi kan komme til at skulle bære mundbind i flere situationer, f.eks. på gaden eller i supermarkeder og indkøbscentre, at endnu flere skal arbejde hjemme, at flere aktiviteter må aflyses, at børn ikke kan komme i skole eller at besøgsrestriktioner på plejehjem og sociale institutioner må skærpes.

– Det er derfor i alles interesse, at vi nu begrænser antallet af personer, vi ses med, mest muligt, og at vi i øvrigt følger Sundhedsstyrelsens generelle råd om at forebygge smitte, så vi undgår, at flere smittes med coronavirus. Forældre opfordres også til at tale med deres unge om at droppe fester og at lade være med at ses med mange forskellige venner, slutter borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Sundhedsstyrelsens seks generelle råd om at forebygge smitte

1. Bliv hjemme, hvis du er syg

2. Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit

3. Host eller nys i dit ærme

4. Undgå håndtryk, kindkys og kram

5. Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen

6. Hold afstand – og bed andre tage hensyn

Kontakt:

Kontaktoplysninger
Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune, tlf. 27 24 18 00

Arne Nikolajsen, direktør, Sundhed & Omsorg, Esbjerg Kommune, tlf. 23 47 71 28

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronasmitten-stiger-det-er-nu-vi-alle-skal-taenke-os-om-for-at-holde-smitten-nede?releaseId=13602930

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu