ANNONCE

PRM / Coronavirus: Vi skal passe ekstra godt på syge og sårbare borgere

10. marts 2020 15:21 | Af: Ritzau Info
 

Kræftens Bekæmpelse følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger og appellerer til, at vi alle udviser omtanke og omsorg over for kræftpatienter og andre, som er svækket pga. alvorlig sygdom.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

Udbruddet af coronavirus (COVID-19) udvikler sig i disse dage time for time i Danmark. Kræftens Bekæmpelse er i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne og følger situationen tæt.

– Statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke har understreget vigtigheden af, at vi alle passer godt på kronisk syge, kræftpatienter og andre, som er svækket pga. alvorlig sygdom. Det er et meget vigtigt budskab, som vi gerne vil være med til at sprede, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Husk hinanden

Ældre og kronisk syge er ifølge myndighederne i særlig risiko for at få alvorlig sygdom i forbindelse med coronavirus. Det gælder især ældre over 80 år samt personer med f.eks. kræftsygdom.

– I den situation, vi står i nu, skal vi alle udvise omtanke og omsorg over for syge og sårbare medborgere. Vi håber, at alle følger sundhedsmyndighedernes råd til befolkningen og for eksempel husker den gode håndhygiejne og begrænser den fysiske kontakt, siger Jesper Fisker.

– Hvis du har været i kontakt med smittede eller føler dig sløj, bør du ikke besøge ældre eller svækkede pårørende, siger han.

Særlige råd

Der er særlige råd fra Sundhedsstyrelsen til borgere, som tilhører risikogrupperne. Jesper Fisker appellerer til, at man som særligt udsat – og som pårørende – holder sig opdateret med disse råd. Eksempelvis frarådes det, at man bruger offentlig transport i myldretiden.

– Hvis du har kræft og er urolig for din situation, opfordrer vi dig frem for alt til at kontakte din behandlede læge, siger han.

Jesper Fisker understreger, at Kræftens Bekæmpelse bakker op om den nødvendige prioritering af sundhedsvæsenets kapacitet i forbindelse med coronavirus.

Kontakt:

For yderligere kommentarer:
Lise Bondesen, presserådgiver i Kræftens Bekæmpelse, tlf. 31 32 63 53, lisbo@cancer.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coronavirus-vi-skal-passe-ekstra-godt-pa-syge-og-sarbare-borgere?releaseId=13589771

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu