ANNONCE

PRM / Danmark forhøjer bidrag til FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge

5. marts 2020 12:50 | Af: Ritzau Info
 

Under et besøg på Vestbredden i dag har udviklingsminister Rasmus Prehn annonceret, at Danmark forhøjer sit kernebidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA).

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Regeringen forhøjer bidraget fra 70 til 105 mio. kr.

“Med den forhøjede støtte ønsker vi at sikre et markant løft i nærområderne. Det er ved at hjælpe lokalt, at Danmark kan hjælpe flest. UNRWA bidrager til, at palæstinenserne kan leve et værdigt liv og få et håb om en fremtid, så de ikke føler sig nødtvunget til at migrere irregulært,” siger Rasmus Prehn.

Dermed skal forhøjelsen ses som en del af regeringens ambition om et mere retfærdigt og humant asylsystem.

Annonceringen falder sammen med, at Rasmus Prehn i dag har besøgt en skole i Ramallah på Vestbredden, som drives af UNRWA.

“De børn, som jeg har mødt i dag, lever midt i den konflikt, som har martret deres land i mange, mange år. De har fortjent at få de bedst mulige betingelser for at gå i skole, få uddannelse og skabe sig et værdigt liv. Det hjælper UNRWA med – og det vil den danske regering gerne støtte op omkring,” siger Rasmus Prehn.

FN’s palæstinaflygtningeprogram, UNRWA, blev oprettet af FN’s Generalforsamling i 1949 for at yde beskyttelse og bistand til palæstinensiske flygtninge. UNRWA leverer basale serviceydelser samt beskyttelse til de ca. 5,6 millioner palæstinensiske flygtninge (svarende til ca. 20 pct. af verdens flygtninge). Herunder grunduddannelse til 533.000 flygtningebørn (heraf halvdelen piger), basale sundhedsydelser til mere end 3 mio. flygtninge og beskyttelse i sager om blandt andet børns forhold og kønsbaseret vold. I Gaza, hvor 1,4 mio. ud af 2 mio. er flygtninge, leverer UNRWA endvidere fødevarehjælp til ca. 1 mio. palæstinensere.

Kontakt:

Presserådgiver Maria Westh tlf.: +45 50778664 email: mawest@um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-forhojer-bidrag-til-fns-organisation-for-palaestinensiske-flygtninge?releaseId=13589472

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu