PRM / Danmark taber på afviste unge

17. september 2018 09:36 | Af: Ritzau Info
 

Når erhvervslivet nærmest skriger på uddannet arbejdskraft inden for it, teknologi, naturvidenskab og matematik, nytter det ikke at alt for mange unge bliver afvist

Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

På mange af landets uddannelser er der i år blevet afvist alt for mange kvalificerede unge på netop de uddannelser, som erhvervslivet dagligt efterlyser. Det er en særdeles uheldig udvikling, mener formanden for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen.

“Det er ærgerligt, at vi afviser så mange unge på STEM-uddannelserne, når vi ved, at der bliver brug for dem. Beregninger fra den teknologiske alliance Engineer the future slår fast, at der kommer til at mangle 10.000 STEM-kandidater i 2025, og heraf der mangle 6.500 civil- og diplomingeniører,” siger han.

På mange af STEM-uddannelserne er omkring halvdelen af ansøgerne ikke blevet optaget, og det samlede optag på de naturvidenskabelige uddannelser gik tilbage, mens optaget på it-uddannelserne gik minimalt frem.

“Det er umiddelbart ikke den bedste købmandsregning, jeg har set. Erhvervslivets enorme efterspørgsel burde i langt højere grad have en effekt på, hvor mange, der bliver optaget,” siger IDAs formand.

I dag fastlægger uddannelsesinstitutionerne antallet af pladser på de forskellige uddannelser ud fra overvejelser om kapacitet i forhold til eksempelvis at kunne levere forskningsbaseret undervisning og lokaler samt økonomi og efterspørgsel. Der er ifølge Thomas Damkjær Petersen derfor grænser for, hvor meget man kan øge optaget, før man skal ansætte flere undervisere og bygge flere lokaler og laboratorier.

“Sidste år blev der indført en grundbevilling, hvormed den aktivitetsafhængige del af bevillingen er blevet mindre. Det betyder, at der er mindre økonomisk incitament til at øge antallet af studiepladser, da der ikke følger fuld finansiering med. Der er dog i det nye bevillingssystem afsat midler til opbygning af STEM-kapacitet på sigt, men det er ikke nok til at løse den aktuelle udfordring,” siger han.

IDAs formand mener, at der er et behov for, at der afsættes øremærkede midler til kapacitetsopbygning på STEM-uddannelser. Dette skal være midler målrettet uddannelsesaktivitet, ikke øgede basismidler.

Kontakt:

Ulrik Frandsen 23 65 09 69

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-taber-pa-afviste-unge?releaseId=13560635

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu