PRM / Danmark vært for nyt internationalt datacenter, der skal styrke indsatsen i flygtninges nærområder

7. august 2018 07:30 | Af: Ritzau Info
 

Danmark er af Verdensbankgruppen og FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR blevet udvalgt som værtsland for et nyt fælles datacenter, der vil få til huse i FN-byen i København.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Det fælles datacenter skal bidrage til at styrke indsatserne i store flygtningekriser gennem forbedret indsamling, analyse og deling af data om mennesker, der er fordrevet eller flygtet pga. konflikt. Centret etableres med støtte fra bl.a. Danmark.

“Jeg er rigtigt glad for, at det er lykkedes regeringen at få Danmark valgt som værtsland for det nye fælles datacenter. Centret vil medvirke til at fremme en mere effektiv respons på store flygtninge- og fordrivelseskriser i verdens brændpunkter og dermed også en styrket indsats i nærområderne, herunder også i forhold til at understøtte tilbagevenden bedst muligt. Jeg er stolt af, at Danmark som digitalt foregangsland kan være med til at støtte nye, innovative tilgange og løsninger, som kan hjælpe mennesker på flugt og i nød”, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

En styrket indsats i nærområderne til store flygtningekriser er et centralt mål for den kommende internationale aftale om flygtninge, der forventes vedtaget af FN’s medlemslande i efteråret 2018. I den sammenhæng er solide data om flygtninge og deres værtssamfund identificeret som en afgørende forudsætning for at finde de nødvendige løsninger og skabe bedre levevilkår for mennesker på flugt i nærområderne. Der er bl.a. behov for langt mere viden om, hvordan flygtninge påvirker deres værtssamfund, deres socio-økonomiske vilkår, og på hvilken måde flygtninges frivillige og bæredygtige tilbagevenden til deres hjemlande kan understøttes bedst muligt. Det fælles Verdensbankgruppe-UNHCR datacenter etableres for at adressere disse udfordringer og vil dermed underbygge det internationale samfunds bestræbelser på at styrke sammenhængende nødhjælps- og udviklingsindsatser for mennesker på flugt.

Dette er fuldt på linje med prioriteterne i Danmarks strategi for udviklingssamarbejde og humanitær bistand, Verden 2030, og med Verdensmålene. Der planlægges fra dansk side, med forbehold for parlamentarisk godkendelse, støtte til centeret på godt 100 mio. kr. over fire år.

Kontakt:

Presserådgiver Marie Dørup Olesen tlf.: +4561979020 email: mardor@um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-vaert-for-nyt-internationalt-datacenter-der-skal-styrke-indsatsen-i-flygtninges-naeromrader?releaseId=13291975

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu