PRM / Danmarks bedste internetudbyder er kåret

5. april 2018 11:30 | Af: Ritzau Info
 

Traditionen tro har Loyalty Group igen i år kåret den bedste danske internetudbyder og for syvende år i træk er det Eniigs fiberløsning Waoo, der løber med titlen.

Pressemeddelelse fra Eniig

Internettet er i dag blevet en uundværlig del af hverdagen, og flere og flere danskere vægter en hurtig og stabil internetforbindelse højt. Nu er den bedste af sin slags blevet kåret i Danmark, og vinderen kan nu bryste sig af den eftertragtede titel for syvende år i træk.

Waoo har Danmarks bedste internet
Vinderen er den danske internetudbyder, Waoo, der er ejet af en række danske energi- og fiberselskaber i Danmark, heriblandt det midt- og nordjyske energiselskab Eniig.

– Vi er naturligvis meget glade for og stolte af kåringen – både på vores egne og ikke mindst Waoos vegne. Titlen vidner jo om, at vi leverer et rigtig godt produkt og at vores kunder er tilfredse og har lyst til at forblive hos os i mange år, fortæller Lars Kofoed Sørensen, der er salgs- og marketingchef i Eniig Fiber.

Nummer ét siden 2012
Det er det uafhængige konsulenthus Loyalty Group, der står bag den årlige undersøgelse, hvor omkring 3.600 internetkunder er blevet bedt om at vurdere deres internetudbyder på 15 forskellige parametre såsom kvalitet, stabilitet og image. Udbyderen med den bedste overordnede loyalitet kåres som landets bedste, og her markerede Waoo sig endnu en gang som danskernes foretrukne.

Loyalty Groups undersøgelse er blevet gennemført hvert år siden 2012, og indtil videre har Waoo ikke ladet førstepladsen vige.

– Selvom kåringen falder for syvende år i træk, er æren mindst ligeså stor som de forrige år – hvis ikke større. Og der er ingen tvivl om, at vi i samarbejde med Waoo vil gøre vores absolut bedste for også fremadrettet at fastholde det høje niveau, som vores kunder forventer af os, slår Lars Kofoed Sørensen afslutningsvist fast.

Kontakt:

Presseansvarlig Henrik Højlund tlf.: +45 41 78 08 17 email: hho@eniig.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-bedste-internetudbyder-er-karet?releaseId=12573841

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu