ANNONCE

PRM / Danmarks første Verdensmålshus fylder 1 år

24. februar 2020 06:00 | Af: Ritzau Info
 

Danmarks første Verdensmålshus ligger i Gladsaxe og er netop blevet 1 år. På det ene år er huset blevet fyldt med iværksættere og eksperimenter, der alle tager afsæt i FN’s Verdensmål.

Pressemeddelelse fra Gladsaxe Kommune

Når man kommer kørende langs Buddingevej, kan man ikke undgå at bemærke de farvestrålende vinduer i den gamle politistation, der ligger på Fremtidsvej tæt ved Buddinge Station. Farverne kommer fra FN’s 17 Verdensmål. Men hvad foregår der bag vinduerne?

Svaret er, at syv iværksætterfirmaer i dag har deres daglige gang i huset. De arbejder alle med afsæt i verdensmålene. Der er et kreativt værksted drevet af frivillige, et såkaldt ReMida-center, hvor børn fra kommunens børnehaver kan lave ting i genbrugsmaterialer. Der er et HackLab med avanceret printer og 3D-udstyr til at lave prototyper. Gladsaxe Jobcenter har en CV-cafe, hvor ledige mødes og får sparring til deres CV og jobsøgning. Derudover bliver der holdt møder og arrangementer i bygningen. I stuen har Ung i Gladsaxe (UNiG) en klub for unge. Alt er indrettet i bæredygtig ånd med brugte møbler fra blandt andet skolernes kældre.

– Da vi åbnede Verdensmålshuset sidste år var drømmen at skabe et nyt mødested for borgere, brugere, foreninger, kommune og virksomheder med plads til at eksperimentere. Fællesnævneren for alle aktiviteter er verdensmålene. Det er skønt at se, at den vision er lykkedes. Huset er i dag et lokalt fyrtårn for bæredygtig omstilling, siger borgmester Trine Græse.

Gode muligheder for samarbejde og videndeling
Et af de firmaer, der til daglig arbejder i Verdensmålshuset, er rådgivningsfirmaet Mangfoldighedsledelse.com, der har en ambition om at gøre arbejdsmarkedet mere mangfoldigt samt øge muligheden for at kunne måle diversitet og inklusion i den enkelte organisation.

– Mangfoldighedsledelse.com har – med base i Verdensmålshuset – på et år markeret sig nationalt. Det er lykkedes os især på grund af det tætte og gode samarbejde mellem os iværksættere i Verdensmålshuset, siger firmaets stifter Ahmad Durani.

Gladsaxe Erhvervs- og Vækstenhed tilbyder de syv iværksættere sparring og understøtter netværk og videndeling imellem dem.

Bæredygtig vækst er fremtiden
Ideen om at anvende en ledig bygning til at udvikle et midlertidigt miljø centreret omkring FN’s Verdensmål er unik. Der er således ikke umiddelbart andre kommuner i Danmark, der på den måde har skabt et midlertidigt hus til iværksættere og andre aktiviteter samlet omkring verdensmålene.

– Verdensmålshuset er blevet det samlingssted, som vi ønskede og et signal om, at bæredygtig vækst er fremtiden, siger erhvervsudviklingschef Freja Ludvigsen, der er en af idékvinderne bag Verdensmålshuset.

Verdensmålshuset åbnede få måneder efter, at Gladsaxe byråd vedtog Gladsaxestrategien – Danmarks første kommuneplan, der har FN’s Verdensmål som pejlemærker.

Næste skridt er Projekt Buddinge Byport
Verdensmålshuset eksisterer frem til 2023. Herefter går byggeriet af projektet Buddinge Byport i gang. Projektet går ud på at omforme bygningerne til et sundhedshus, et beskæftigelseshus og rekreative byrum. Buddinge Byport forventes at stå færdigt i 2025.

Læs mere om Verdensmålshuset

Læs mere om Gladsaxestrategien

Kontakt:

Yderligere information:
Borgmester Trine Græse, via kommunikationschef Ulla Baden, mobil 22 76 56 22 eller mail: ulla.baden@gladsaxe.dk
Erhvervschef Freja Ludvigsen, telefon: 39 57 50 15 eller mail: frelud@gladsaxe.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-forste-verdensmalshus-fylder-1-ar?releaseId=13588541

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu