ANNONCE

PRM / Danmarks Naturfredningsforening roser ny politisk aftale om jordfordeling

4. september 2020 10:55 | Af: Ritzau Info
 

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding roser ny politisk aftale, som giver 600 mio. kroner til at omlægge dyrkede marker til klimagavnlig natur.

Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

En ny politisk aftale mellem Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet lægger nu rammerne for, hvordan 600 mio. over de næste tre år skal bruges til at forvandle dyrket kulstofrig lavbundsjord til klimavenlig natur.

Danmarks Naturfredningsforening har længe arbejdet for, at jordfordeling i højere grad blev brugt til at sænke landbrugets CO2-udledning og samtidig skabe mere natur. I starten af sidste år lancerede foreningen et fælles udspil sammen med Landbrug og Fødevarer om jordfordeling.

Derfor glæder præsident Maria Reumert Gjerding sig over, at det nu endelig ser ud til for alvor at rykke noget:

– Jeg er rigtig glad for, at der fra politisk side nu for alvor bliver taget hul på jordfordeling. Det er en løsning med kæmpe store perspektiver for klima, natur og vandmiljø, som vi i Danmarks Naturfredningsforening sammen med Landbrug og Fødevarer har presset hårdt på for skulle blive til virkelighed. Med udtagningen af disse lavbundsjorde kan vi nu begynde at reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser og samtidigt frigøre arealer til mere natur, siger Maria Reumert Gjerding.

Vigtigt at tænke i synergier

Hun understreger, at det nu bliver vigtigt at sikre, at jordfordelingen kommer til at gavne på så mange områder som muligt. Dårlige og udpinte landbrugsjorde kan både være med til at binde CO2 og blive til gode naturområder, men de kan også være med til at sikre, at nærringsstoffer som kvælstof ikke udvaskes til vandmiljøet i samme grad, og de kan samtidig være med til at styrke klimasikringen, så vandløb og åer igen kan løbe naturligt og fungere som svampe, der holder vandet væk fra byerne ved store regnskyl.

– Det afgørende bliver nu, at man netop får skabt de rigtige synergier, så udtagningen finder sted på de områder i Danmark, der, hvor der netop er mulighed for at skabe nye, større naturarealer til gavn for biodiversiteten. Vi vil derfor holde grundigt øje med, at man i udvælgelsen af arealerne holder sig disse formål for øje, siger Maria Reumert Gjerding

En spæd start

Med den nye aftale ventes der samlet set at blive udtaget 15.000 hektar lavbundsjord. Det svarer til størrelsen på Samsø og vil reducere udslippet af skadelige klimagasser med 0,27 millioner ton om året. Dermed er aftalen et vigtigt første skridt på vejen, men altså langt fra nok, hvis målet om at reducere Danmarks CO2-udleding i 2030 med 70 procent skal nås:

– Det er rigtig godt, at regeringen og støttepartierne nu endelig kommer i gang med jordfordeling, for det haster med konkrete klimaindsatser, som kan bringe os tættere på målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Den her aftale er en spæd start, men vi skal op i langt større skala, hvis det for alvor skal løse noget, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

– Vi har jo sammen med L&F vurderet, at der er behov for at mindst 100.000 ha tages ud af produktion. Det vil betyde et stort bidrag fra det danske landbrug til den samlede danske klimaindsats frem mod reduktionen på 70 pct. i 2030. Det er det eneste reelle virkemiddel, vi kender i landbruget, som kan sikre et markant bidrag fra landbruget, og som samtidigt er samfundsøkonomisk effektivt. Vi håber derfor meget, at Folketingets partier vil løfte denne indsats yderligere i de klimahandlingsplaner, der starter om kort tid.

– Vi ved at der er mange parter i samfundet – virksomheder, fonde, kommuner – der også er interesserede i at bidrage til denne indsats. Vi håber derfor meget at man nu vil gøre en målrettet indsats for at få disse midler i spil i de kommende år.

Kontakt:

Kasper Pihl Møller
Presserådgiver i Danmarks Naturfredningsforening
tlf: 26816228
mail: kpm@dn.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-naturfredningsforening-roser-ny-politisk-aftale-om-jordfordeling?releaseId=13599346

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu