ANNONCE

PRM / Danmarkspremiere: H.K.H Kronprinsessen udsætter forhistorisk rokke i Kattegat

19. august 2020 05:00 | Af: Ritzau Info
 

I dag kl. 15.00 udsætter H.K.H. Kronprinsessen sømrokker fra Kattegatcentret i Grenaa. For akkreditering kontakt venligst 26 13 57 71.

Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden

Det er første gang, at sømrokken udsættes efter de rette forskningsmæssige principper i dansk farvand. Udsætningen er resultatet af et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og H&M og bliver den første officielle opgave for Kronprinsessen som nyudnævnt præsident for WWF i Danmark.

Det forhistoriske havdyr findes i 14 forskellige arter alene i Danmark, men er i dag truet af udryddelse. Det er særdeles problematisk, da de som rovdyr spiller en vigtig rolle i at holde det øvrige marine liv i en sund balance.

Derfor indgik H&M og WWF Verdensnaturfonden for knap to år siden i et langsigtet partnerskab, der har resulteret i, at H.K.H. Kronprinsessen i dag udsætter de første fem ud af 50 sømrokker i Kattegat.

Projektets formål er at skabe ny viden og opmærksomhed om sømrokken.

– Vi håber at skabe større fascination af nogle af de arter, som har eksisteret i længst tid på vores klode. For med fascination følger begejstring, og det giver en lyst til at beskytte naturen, som der i den grad er behov for i dag, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Den nye viden kommer ved hjælp af et lille nummereret mærke, som rokkerne er udstyret med. Det vil fiskere blive honoreret for at indberette i en database, hvis de får rokken i nettet. På den måde kan WWF Verdensnaturfonden og Kattegatcentret løbende blive klogere på rokkernes fangststed, tilvækst og bevægelsesmønstre.

Mindre plastik og mere liv
Udover at hjælpe den pressede danske rokkebestand har projektet også reduceret danskernes plastikforbrug i H&M med 60-65 procent, da modekoncernen som en del af projektet har taget betaling for sine poser i butikkerne siden 2018. Overskuddet fra posesalget er gået til grundforskningen i de danske sømrokkearter og kulminerer nu i udsætningen af de første fem sømrokker af H.K.H. Kronprinsessen.

– Beslutningen om, at donationen skulle gøre en forskel for dansk natur, var oplagt for os, og det er spændende at være med til at bringe flere sømrokker tilbage i de danske farvande. H&M arbejder målrettet mod en mere bæredygtig modeverden, og det er kun muligt ved at samarbejde med andre – ikke mindst kunderne. At vi samtidig kan støtte et vigtigt naturbevarende formål i Danmark, er et stort plus for både H&M og vores kunder, siger Christel Friis-Mikkelsen, der er administrerende direktør for H&M i Danmark.

Projektet er et godt eksempel på, hvordan ambitiøse samarbejder mellem NGO’er og virksomheder kan gavne naturen – og samtidig sætte fokus på nye forbrugsvaner og udviklingen af mere bæredygtige forretningsmodeller.

For akkreditering
Kontakt pressechef, Kasper Kankelborg, på 26 13 57 71 eller kasper.kankelborg@wwf.dk

Kontakt:

Pressechef Kasper Kamper Kankelborg tlf.: +45 26 13 57 71 email: kasper.kankelborg@wwf.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarkspremiere-hkh-kronprinsessen-udsaetter-forhistorisk-rokke-i-kattegat?releaseId=13597995

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu