ANNONCE

PRM / Dansk Byggeri bakker op om vismændenes rapport

24. marts 2020 12:02 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Byggeri er enig med de økonomiske vismænd i, at investeringer i transport og infrastruktur generelt hæver produktiviteten, fordi bedre infrastruktur binder virksomheder og medarbejdere bedre sammen. I dagens rapport fra Det økonomiske Råd bliver coronakrisen også kommenteret, og Dansk Byggeri mener, ligesom de økonomiske vismænd, at det er afgørende med kraftfulde tiltag, der kan holde hånden under økonomien i forbindelse med krisen.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

De økonomiske vismænd stiller i deres årlige produktivitetsrapport skarpt på investeringer i infrastrukturen, hvor de blandt andet har regnet sig frem til betydelige samfundsøkonomiske gevinster ved østjyske motorveje.

Dansk Byggeri hæfter sig også ved, at de økonomiske vismænd konkluderer, at de traditionelle analyser af infrastruktur, fx i Transportministeriet, ser for snævert på investeringen og dermed overser nogle yderligere gevinster, eksempelvis i forhold til at infrastrukturen binder arbejde og bopæl tættere sammen.


Motorvej mellem Vejle, Horsens, Århus og Ålborg skaber vækst


Ifølge Det økonomiske Råds formandskab har der i 2010-2019 i gennemsnit været en årlig vækst i produktiviteten på 1,7 procent i de private byerhverv. Og vismændene konkluderer, at især industriens produktivitet betyder, at Danmark ligger godt i en international sammenligning. Men det er temakapitlet om investeringer i infrastruktur, der tiltrækker størst opmærksomhed hos Dansk Byggeri.

– Vismændene konkluderer, at de østjyske motorvejsudvidelser i 1990’erne gavner samfundet under ét. Motorveje giver blandt andet et bedre match på arbejdsmarkedet. De skaber øget økonomisk aktivitet og flytter ikke bare rundt på væksten mellem landsdele, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.

Dansk Byggeri glæder sig over endnu et godt argument for investeringer i trafik og mener, at en fremrykning af allerede VVM-godkendte vejprojekter som fx Frederikssundsmotorvejen og Rønnede-Næstved bør være med i næste bølge af stimulanspakker.

– Det vil være med til at holde hjulene i gang i anlægsbranchen under coronakrisen, siger Lars Storr-Hansen.

Vigtigt med coronatiltag

Selvom der er tale om en produktivitetsrapport, bruger Det økonomiske Råds formandskab anledningen til også at kommentere på corona-situationen og andre aktuelle politiske emner.

– Vi er enige med vismændene i, at alt skal sættes ind for at mindske den dramatiske midlertidige styrtblødning i dansk økonomi. Også produktiviteten kan rammes af coronapandemien, hvis virksomhederne lider unødige tab af viden af specialiserede medarbejdere i forbindelse med fyringer fremfor midlertidig hjemsendelse, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-bakker-op-om-vismaendenes-rapport?releaseId=13590531

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu