PRM / Dansk Byggeri er glad for mere fokus på erhvervsvilkårene i København

18. maj 2018 12:07 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Byggeri ser frem til, at regeringen nu formulerer en politik for et mere grønt og erhvervsvenligt hovedstadsområde. Udspillet bør spille nøje sammen med den plan for bedre erhvervsvilkår, som Københavns Kommune selv har bebudet sidst på måneden.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Med en ny hovedstadspolitik vil regeringen med erhvervsminister Brian Mikkelsen i spidsen skabe mere viden og vækst i hovedstadsområdet. Et godt og tiltrængt initiativ, mener Dansk Byggeri.

– I vores optik er der en direkte sammenhæng mellem en stærk, vækstorienteret og dynamisk hovedstad og et stærkt, vækstorienteret og dynamisk Danmark. Et land af Danmarks størrelse taber, hvis der skabes kunstige modsætninger mellem København og det øvrige land, siger Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør Torben Liborius.

Ifølge Brian Mikkelsen er et af formålene med regeringens initiativ at styrke erhvervsvenligheden i København og omegn. Et mål, der ifølge Dansk Byggeri bør ses i sammenhæng med arbejdet i den Task Force for bedre erhvervsvilkår, som Københavns Kommune selv har nedsat.

Bedre infrastruktur er vigtig

– Dansk Byggeri ser frem til anbefalingerne fra kommunens Task Force, der barsler med sine anbefalinger sidst i denne måned. København har brug for både at kunne tiltrække udenlandske investeringer og at tage hånd om de mindre, lokale virksomheder. Stemningen i København er jo grundlæggende god, og det skal vi bygge videre på, siger Torben Liborius.

Et af de presserende initiativer er investeringer i infrastruktur.

– Ren luft er vigtigt, men det er ikke tilstrækkeligt. Eksempelvis bør havnetunnelen bygges hurtigst muligt. Og Københavns Kommune kunne for eksempel give flere private leverandører mulighed for at byde på de kommunale opgaver. Servicen i teknik- og miljøforvaltningen kunne også trænge til et serviceeftersyn på en række områder som for eksempel behandlingen af byggesager, siger Dansk Byggeris erhvervspolitiske direktør.

Lettere adgang til udenlandske medarbejdere

Der er også behov for tiltag, der kan tiltrække flere medarbejdere til virksomhederne i hovedstadsområdet, også udenlandske. Hvis den positive vækst skal fortsætte i både hovedstaden og det øvrige land er der brug for, at det bliver nemmere – både politisk og praktisk – at tiltrække udenlandske medarbejdere. Det kan et Københavner-udspil ikke afhjælpe i sig selv. Men når hele 85 procent af de udenlandske investeringer ligger i hovedstaden, viser det, hvor vigtigt det er, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, telefon 23 32 34 95
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-er-glad-for-mere-fokus-pa-erhvervsvilkarene-i-kobenhavn?releaseId=12854468

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu