PRM / Dansk Byggeri og kommunen vil have DM i Skills til Esbjerg

22. november 2018 07:01 | Af: Ritzau Info
 

Næste gang tusindvis af unge og deres forældre skal til DM i Skills, bør det være Esbjerg, de valfarter til. Kommunen og Dansk Byggeri Sydjylland vil arbejde for at få danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser til byen

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

Esbjerg Kommune og Dansk Byggeri Sydjylland er enige om, at et DM i Skills i Esbjerg vil kunne få flere unge syd- og sønderjyder til at overveje at vælge en af de mere end 100 erhvervsuddannelser, der findes i dag.

– Det vil være en kæmpe mulighed for at vise alle unge i Sydjylland og resten af landet, hvor mange ting man kan med en erhvervsuddannelse. Og en topplacering ved DM i Skills giver endda også billet til verdensmesterskaberne, siger borgmester i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen.

– Vores lokale virksomheder mangler allerede nu medarbejdere med en erhvervsuddannelse, derfor er det nødvendigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at vise erhvervsuddannelserne frem for de unge, siger Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri Sydjylland.

Repræsentanter fra Esbjerg Kommune, Dansk Byggeri Sydjylland og Dansk Byggeris lokalforening har netop været samlet til dialogmøde. Her fik Esbjerg Kommune også ros for at ansætte en “erhvervsplaymaker”, der sætter byggeri og håndværk på skoleskemaet i folkeskolerne fx ved at arrangere, at skoleklasser besøger en byggeplads eller får en tømrermester som gæsteunderviser.

– Jeg håber, at det på sigt betyder, at alle elever i folkeskolen kommer på besøg på en byggeplads eller i erhvervspraktik – lige meget hvilken skole i Esbjerg, de går på. Bygge- og anlægsvirksomhederne i Esbjerg og omegn stiller i hvert fald gerne op, siger formand for Dansk Byggeris lokalforening BYG Ribe-Bramming, Thomas Jørgensen.

Dansk Byggeri Sydjylland opfordrede på dialogmødet Esbjerg Kommune til at hæve grænsen for, hvornår en virksomhed, der vil arbejde for kommunen, skal stille med en bankgaranti. I dag er grænsen 200.000 kroner, og den ønsker virksomhederne at få hævet til en million kroner. Det lovede borgmesteren at se på.

– Virksomhederne anbefaler også, at kommunen følger AB18, der er standardbetingelser for bygge- og anlægsprojekter, og hvis det kan gøre det nemmere for virksomhederne at finde rundt i de juridiske detaljer, så er vi åbne overfor at gøre det, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Kontakt:

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tlf.: 27 24 18 00
Formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen, tlf.: 22 49 65 60
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Sydjylland, Peter H. Wagner, tlf.: 25 66 63 09

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-og-kommunen-vil-have-dm-i-skills-til-esbjerg?releaseId=13564404

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu