PRM / Dansk Byggeri: Reformer skal gøre gode tider bedre

29. maj 2018 12:01 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Byggeri er enig med vismændene i, at opsvinget er en god anledning til at gennemføre reformer, som får flere ud på arbejdsmarkedet. Vi skal udnytte de gode tider til at ruste os til de dårlige. Samtidig foreslår Dansk Byggeri, at politikerne etablerer en fond, der øremærkes til investeringer i fremtidens infrastruktur såsom veje, broer, kystsikring og tidssvarende kloakker mv.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

– Opsvinget bliver mere langtidsholdbart, hvis politikerne får næserne tilbage i reformsporet. De gode økonomiske tider må ikke blive en sovepude. Derfor skal der slås til nu, også selv om de strukturelle reformer først får effekt om nogle år. En passende start kunne være at se på den alt for høje dimittendsats, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen, der deltog i dagens møde i Det Økonomiske Råd.

Skub ikke regningen videre til kommende generationer

På det halvårlige møde i rådet var der endnu engang fokus på flaskehalse og mangel på medarbejdere. I lighed med de økonomiske vismænd, finder Dansk Byggeri, at en blød landing på arbejdsmarkedet med en afdæmpet jobfremgang og en afdæmpet lønvækst er den mest sandsynlige.

– Selv om ledigheden er lav og mange virksomheder har svært ved at skaffe de rette medarbejdere, bør det ikke få os til at forlade sunde principper om rettidig omhu. Heller ikke når det gælder vedligehold af for eksempel kommunale veje og skoler. Vi skal ikke skubbe regningen videre til de kommende generationer, siger Dansk Byggeris adm. direktør.

Skatteindtægter skal ikke ligge og samle støv

Tilbagetrækningsreformerne fra 2006 og frem, har medført gunstige langsigtede udsigter for de offentlige finanser, der ifølge de økonomiske vismænd er “overholdbare” med ca. 20 mia. kr. årligt.

– I stedet for, at pengene skal ligge og samle støv i statskassen, anbefaler Dansk Byggeri, at et betydeligt milliardbeløb hvert år reserveres til en langsigtet investeringsfond, som skal bruges til at finansiere samfundsøkonomisk rentable infrastrukturprojekter. Mens resten af pengene naturligt nok bør bruges på at lette skatten på arbejde, siger Lars Storr-Hansen.

SU fra støtte til studielån

I vismandsrapportens temakapitel fokuserer Det økonomiske Råd på uddannelsesstøtten SU på de videregående uddannelser.

– Dansk Byggeri ser gerne, at støtten omlægges til lån på kandidatdelen af uddannelserne. En sådan reform kan med fordel kombineres med lavere skat på arbejde, som i sig selv trækker i retning af et mindre behov for uddannelsesstøtte. Samtidig er det en vigtig konklusion fra vismændene, at en omlægning fra støtte til lån ikke har nævneværdige negative fordelingsmæssige effekter, siger adm. direktør Lars Stor Hansen, Dansk Byggeri.

Kontakt:

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, telefon 41 19 33 04
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-reformer-skal-gore-gode-tider-bedre?releaseId=12931668

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu