PRM / Dansk Byggeri roser Holstebros erhvervsvenlighed

25. oktober 2018 10:15 | Af: Ritzau Info
 

Repræsentanter fra Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og Holstebro Kommune har været samlet til det årlige dialogmøde. Emner som byggesagsbehandling, udbudspolitik og genbrugspladser blev drøftet.

Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

– Det er ved at være en vane, at vi, hver gang vi mødes, kan rose Holstebro for en god dialog og et godt samarbejde, siger Jan Bodilsen, der er medlem af bestyrelsen for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland og formand for murermesterforeningen og tilføjer:

– Men sådan er det, når Holstebro nu for syvende år i træk er i top fem over erhvervsvenlige kommuner i Danmark. I år var det kun et mulehår, der forhindrede Holstebro i at blive Danmarksmestre. Mon ikke det lykkes til næste år.

Peter Kamstrup fra tømrermesterforeningen fortsætter:

– Vi vil også i år kvittere for et ganske stort anlægsbudget i 2019 og en fornuftig udbudspolitik, der er med til at skabe arbejdspladser og aktivitet i lokalområdet. Vi kan glædeligvis konstatere, at Holstebro har lyttet til vores ønske fra sidste år og hævet grænsen for, hvornår branchen skal stille arbejdsgarantier, til én mio. kr.

– Sidste år drøftede vi også branchens ønske om mere fleksible åbningstider på genbrugspladser i Holstebroog resten af Midt- og Vestjylland. Det er nu effektueret i Holstebro, og det roste vi selvfølgeligt.

Borgmester H. C. Østerby sætter også stor pris på mødet med Dansk Byggeri og på de positive relationer til erhvervslivet.

– Det er vigtigt for os som kommune, at vi er med til at skabe de bedst mulige forhold for erhvervslivet. Jeg oplever, at vi langt hen ad vejen har de samme ambitioner, og vores erfaring er jo også, at når vi sammen finder løsninger, så skaber det arbejdspladser og uddannelsesmuligheder for vores borgere, siger borgmesteren.

Begge parter ser frem til at fortsætte og udbygge de gode relationer mellem kommunen, de lokale bygge- og anlægsvirksomheder og Dansk Byggeri.

Kontakt:

Borgmester i Holstebro Kommune H. C. Østerby, telefon 21 44 01 50
Formand for Dansk Byggeris Tømrermesterforening i Holstebro, Peter Kamstrup, telefon 22 23 10 04
Formand for Dansk Byggeris Murermesterforening i Holstebro, Jan Bodilsen, telefon 40 30 95 99

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-roser-holstebros-erhvervsvenlighed?releaseId=13562939

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu