PRM / Dansk El-Forbund kræver forstærket indsat mod social dumping

31. oktober 2018 16:30 | Af: Ritzau Info
 

Regeringens og arbejdsgivernes ønske om at sænke beløbsgrænsen er direkte løntrykkeri i strid med gældende danske overenskomster, lyder det i en udtalelse fra elektrikernes kongres

Pressemeddelelse fra Dansk El-Forbund

Nedenstående er vedtaget som én blandt seks fagpolitiske udtalelser fra Dansk El-Forbunds 32. kongres:

Vi tager skarpt afstand fra, at elektrikeres lønforhold bliver anvendt som argumentation for at åbne unødvendigt for lønmodtagere fra ikke-EU-lande.

Vi har tværtimod brug for en forstærket indsats mod social dumping, både i Danmark og i EU.

Dansk El-Forbund byder altid elektrikere velkomne på det danske arbejdsmarked, uanset hvor de kommer fra, så længe overenskomster og lovgivning bliver overholdt.

Regeringens udspil er løntrykkeri

I dag kan arbejdsgivere hente elektrikere i lande udenfor EU, så længe de overholder beløbsgrænsen på minimum 418.000 kroner i løn. Det svarer stort set til gennemsnitslønnen for et medlem i Dansk El-Forbund.

Regeringens og arbejdsgivernes ønske om at sænke beløbsgrænsen er direkte løntrykkeri i strid med gældende danske overenskomster.

Vi tager derfor kraftigt afstand fra forslaget.

I stedet for at sænke standarderne på det danske arbejdsmarked for udenlandsk arbejdskraft fra ikke-EU-lande på udanske vilkår, så skal vi:

  • Forøge antallet af faglærte, også elektrikere. Vi skal sikre praktikpladser til de cirka 300 elektrikerlærlinge i Skolepraktikordninger. SKP-eleverne står klar i startboksen, lad os give dem chancen ved at skabe de nødvendige praktikpladser nu.
  • Fortsætte arbejdet med at give ufaglærte muligheden for at blive faglærte indenfor det el-tekniske område via mulighederne, der blev skabt med overenskomsterne i 2017.
  • Forstærke bevillingerne til indsatsen mod social dumping hos politi, Skat og Arbejdstilsynet. Samarbejdet mellem myndigheder bør også styrkes.

Hvis Folketinget beslutter at øge informationen til EU-borgere i f.eks. Sydeuropa om mulighederne for job i Danmark, så skal informationen også handle om vores overenskomster og muligheden for at kontakte de overenskomstbærende organisationer.

Brug for stærkere indsats i EU

Der er også brug for nye initiativer på EU-plan.

Gennem en social protokol i EU skal lønmodtageres rettigheder sikres den samme status som friheden til fri bevægelse for arbejdstagere. Den sociale protokol skal fastslå, at gennemsnitslønnen for det pågældende fagområde udgør mindstebetalingen i det enkelte land. Dermed kommer EU’s regler i overensstemmelse med gældende FN-konventioner.

EU skal samtidig stoppe for vikararbejde og brug af falske selvstændige over landegrænserne.

De øvrige udtalelser omhandler arbejdsmiljø, dagpenge, uddannelse og praktikpladser, ny regering med ny politik og OK20. Alle udtalelser kan findes på kongres.def.dk under fanen ‘kongresnyt’.

Dansk El-Forbunds kongres finder sted på Radisson Blu, Scandinavian Congress Center, i Aarhus og samler 240 delegerede fra hele landet fra tirsdag den 30. oktober til fredag den 2. november 2018.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-el-forbund-kraever-forstaerket-indsat-mod-social-dumping?releaseId=13563376

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu