PRM / Dansk Metal: Forskning kan skabe arbejdspladser

2. november 2018 15:37 | Af: Ritzau Info
 

Folketinget har i dag indgået aftale om fordelingen af forskningsreserven for 2019. Ny og grøn teknologi samt digitalisering bliver prioriteret. I Dansk Metal vækker aftalen begejstring, fordi den kan bidrage til at fastholde og skabe arbejdspladser i Danmark.

Pressemeddelelse fra Dansk Metal

Politikerne på Christiansborg har netop afsluttet forhandlingerne om forskningsreserven for 2019. De 1,4 milliarder kroner udmøntes til forskellige typer af forskningsaktiviteter.

I den nye aftale bliver særligt digitalisering samt udvikling af ny og grøn teknologi opprioriteret.

– Vi glæder os meget over, at politikerne har valgt at give udviklings- og demonstrationsprogrammerne et løft. Det er tiltrængt, og inden for især miljø- og energiteknologi har vi rigtig mange danske virksomheder, som er med helt i front. De skaber spændende arbejdspladser til blandt andre vores medlemmer, og tjener mange eksportkroner hjem til Danmark, siger Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

Positivt at Innovationsfonden styrkes
Dansk Metal mener, der er behov for at få løftet den tekniske forskning i Danmark. Vi skal tættere på de lande, vi normalt sammenligner os med, og vi skal understøtte de danske virksomheder i at skabe og fastholde arbejdspladser inden for landets grænser.

Derfor vækker det begejstring i Dansk Metal, at forskningspolitikerne i år netop har prioriteret forskning i ny teknologi og digitalisering.

– Det er rigtig positivt, at Innovationsfonden får et løft. Som bestyrelsesmedlem i fonden ærgrer det mig, at vi må sige nej til at hjælpe mange innovative virksomheder, som kunne skabe nye gode arbejdspladser, fordi kassen for hurtigt er tom. Derfor er jeg glad for at forskningspolitikerne har prioriteret fonden i år, siger Claus Jensen.

– Mange af vores medlemmer arbejder med at udvikle nye robot- og automationsløsninger til virksomheder over hele verden. Derfor synes jeg, det er rigtig positivt, at politikerne har besluttet, at der skal udvikles en national strategi for udvikling af robotteknologi og herunder anvendelse af droner, siger Claus Jensen.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-forskning-kan-skabe-arbejdspladser?releaseId=13563524

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu