ANNONCE

PRM / Dansk metal: Positivt med hurtig hjælp til ledige

17. juni 2020 09:00 | Af: Ritzau Info
 

Dansk Metal er tilfredse med aftalen om opkvalificering af ledige, som skal gøre det lettere for ledige at efteruddanne sig.

Pressemeddelelse fra Dansk Metal

Regeringen har netop offentliggjort en ny aftale om opkvalificering af ledige, der skal sikre, at flere ledige får et løft til faglært, som mange arbejdsgivere efterspørger. Dansk Metal mener, at aftalen er et godt skridt på vejen til at indfri det mål:

“Det er afgørende for dansk økonomi, at vi sikrer, at flere bliver faglærte. Eksportvirksomhederne er fuldstændig afhængige af at have adgang til dygtige medarbejdere med de rette kvalifikationer. Det er derfor meget positivt, at vi nu har en aftale, som gør, at ledige kan tage et uddannelsesløft på attraktive vilkår,” siger Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal.

Aftalepartierne er enige om at fjerne karensperioden på de nuværende fem uger for udvalgte kurser under seks ugers jobrettet uddannelse og styrke mulighederne for at blive voksenlærling. Derudover er partierne enige om at lægge en række puljer sammen og afsætte midler til flere uddannelsesambassadører, der skal rådgive ledige, og som noget nyt kan a-kasserne nu også ansøge om midler fra puljen:

“Det glæder mig samtidig, at man nu har ryddet ud i nogle af de mange puljer og regler, som gør opkvalificeringsområdet til en jungle. Det er meget positivt, at a-kasserne nu også får mulighed for at ansøge om midler til at sikre en bedre vejledning om løftet til faglært. Komplekse regler må ikke være en årsag til, at ledige ikke kommer i gang med opkvalificering,” siger Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal.

Dansk Metal er meget tilfredse med den indgåede aftale, men der er fortsat behov for, at regeringen trækker i arbejdstøjet efter sommerferien. Der er bl.a. behov for at sikre, at lovgivningen tilpasses, så parternes forslag fra OK20 om uddannelse efter fratrædelse kan realiseres:

“Det er en god start. Både regeringen og aftalepartierne viser med aftalen, at det er en dagsordenen, de er meget optaget af. Jeg mener dog, at vi fortsat skal gøre mere, og vi er klar til at spille ind, når regeringen går i gang med anden del efter sommeren. Der er nemlig fortsat behov for at gøre det lettere for opsagte medarbejdere at komme hurtigt i gang med opkvalificering og at udvide opkvalificeringsmulighederne for faglærte,” slutter Torben Poulsen, hovedkasserer i Dansk Metal.

Kontakt:

Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

Pressekonsulent Petrine Jørgensen tlf.: 30583186 email: pejr@danskmetal.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-metal-positivt-med-hurtig-hjaelp-til-ledige?releaseId=13595392

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu