PRM / Dansk Retursystem oplever stor interesse – også fra udlandet

9. maj 2018 11:19 | Af: Ritzau Info
 

Årsrapport 2017: Danskerne er i stigende grad optaget af klima og genanvendelse – og særligt den unge generation har klimaet øverst på dagsordenen. Det oplevede Dansk Retursystem i 2017, bl.a. som samarbejdspartner på klimaudstillingen Climate Planet. Udlandet har også fået øjnene op for det danske pantsystem. Sidste år var der besøg fra bl.a. Japan, Belgien og Storbritannien.

Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

Dansk Retursystem oplever i disse år en stigende interesse for, hvad genanvendelse betyder for klimaet – og hvordan cirkulær økonomi kan integreres i dagligdagen. Og det fik i 2017 Dansk Retursystem til at skrue op for sine oplysende aktiviteter, skriver virksomheden i sin netop offentliggjorte årsrapport.

“Vi oplever en stigende interesse for, hvad man selv kan gøre for klimaet. I Dansk Retursystem har vi en stor akkumuleret viden om klima og genanvendelse, og den viden vil vi gerne dele. Derudover er netop pantsystemet jo et eksempel på, at cirkulær økonomi kan integreres i stor skala i danskernes hverdag,” siger administrerende direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejberg Petersen.

Learning Lab på hjul
Dansk Retursystem deltog i 2017 bl.a. som samarbejdspartner på klimaudstillingen Climate Planet med flere aktiviteter og sponsorerede også adgang til udstillingen for 4.500 skoleelever, som ved samme lejlighed fik stillet Dansk Retursystems nyudviklede skolemateriale om klima og genanvendelse “Mission Possible” til rådighed. Dansk Retursystem udvikler også skolemateriale og spil til de mindre klasser.

På Climate Planet deltog også miljøvirksomhedens nye mobile udstilling, Learning Lab, som mere end 150.000 mennesker tog turen igennem og dermed lærte om genanvendelse af tomme emballager. Mange flere danskere får mulighed for at besøge den mobile udstilling, når Learning Lab besøger en række byer med projektet “Gang i Danmark” hen over sommeren.

Udlandet holder øje
Driften af det danske pantsystem har ligeledes vakt interesse fra udlandet de seneste år, hvor repræsentanter fra Japan, Thailand, Burkina Faso, Bulgarien, Cypern, Storbritannien, Belgien, Holland og Skotland har besøgt Dansk Retursystem.

“Det handler jo om hele verdens klima. Og hvis vi kan bruge vores erfaringer til at øge mængden af genanvendte emballager i verden, så vil vi selvfølgelig gerne det,” afslutter Lars Krejberg Petersen.

Fakta: Hver dag afleverer danskerne i gennemsnit 3,5 millioner engangsflasker og dåser. Dansk Retursystem henter emballager fra cirka 15.000 steder over hele landet og sørger for, at de bliver gen-anvendt. Miljøvirksomheden, der er non-profit, har eneretten til at drive det danske pantsystem og er ejet af bryggerierne og reguleret af Miljøministeriet.

Kontakt:

Flere informationer og aftaler om interview fås hos kommunikationsdirektør Hanne Luke på tlf. 20 14 05 18 eller hlu@danskretursystem.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-retursystem-oplever-stor-interesse-ogsa-fra-udlandet?releaseId=12798441

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu